Venstre sidebanner eksempel

Den umulige, men nødvendige tilgivelse

Af Hans Jørn Østerby. Forfatter og musiker
Af Hans Jørn Østerby. Forfatter og musiker

Hvis ikke vi tilgiver, kommer vi aldrig på fode igen. Så ville vi blive ved med at slå hinanden ihjel, erkendte afrikanerne efter en hæslig borgerkrig.

Jeg har været i et afrikansk land, hvor en udmarvende og ganske forfærdelig borgerkrig netop var forbi. Kirken i landet havde sat et arbejde i gang. Et forsoningsarbejde. Man forsøgte at sætte borgerkrigens bødler og ofre rundt om det samme bord for at se, om man et eller andet sted kunne finde en måde, hvorpå man kunne se hinanden i øjnene igen.

Hvis en har lavet en bule i min bil, kommer jeg nok over det. I det tilfælde er tilgivelsen ikke så vanskelig at finde, og den koster mig ikke alverden. Men at tilgive ham, som har voldtaget mine børn, dræbt min nabo og brændt min landsby af, det er altså ikke nemt. Det er vel noget nær umuligt. Ikke desto mindre er tilgivelsen nødvendig, for som man sagde i det afrikanske land: ”Hvis ikke vi tilgiver, kommer vi aldrig på fode igen. Så vil vi blive ved med at slå hinanden ihjel i generationer.” Jeg fik en enorm respekt for de mennesker, der måtte kæmpe en umenneskelig kamp for at kunne tilgive det ubærlige.

Er uretten sket mod mig, mod min familie, mit folk eller mod mine kristne brødre ude i verden, må jeg se, om jeg kan finde en skrøbelig tilgivelsens hængebro over den dybe ondskabens kløft.
Er uretten sket mod mig, mod min familie, mit folk eller mod mine kristne brødre ude i verden, må jeg se, om jeg kan finde en skrøbelig tilgivelsens hængebro over den dybe ondskabens kløft.
Kan tilgivelse kræves?

Jeg er kommet til at tænke på de afrikanere i denne uge, hvor jeg synes, at vi fra kirkens side har været ud at kræve tilgivelse af hinanden. Jeg er helt enig i, at tilgivelse er den eneste farbare vej. Som den amerikanske forfatter Philip Yancey har sagt: ”Der er en kun én ting, der er sværere og værre end at tilgive, og det er ikke at gøre det.”

Men jeg vil aldrig kunne forvente tilgivelse, endsige forlange det. Problemet er, hvis tilgivelse gøres for enkelt. For enkelt er det ikke. Det koster alt for den, der tilgiver, og ingenting for den, der tilgives. Man kan i sin iver for at opfordre til tilgivelse komme til at negligere den ondskab, som har fundet sted. Vi kan risikere at komme til at ride med på tanken om, at al ondskab har en forklaring. Det har den ikke. Ondskaben er ond. Bag alle gode forklaringer om dårlig opvækst og forkert selskab står den skinbarlige ondskab, som hverken kan forklares, forsvares eller behandles. Den er bare ond.

Jeg står hver søndag i kirken og siger i trosbekendelsen: ”Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” Jeg erklærer, at jeg vil bekæmpe ondskaben, både når den stikker sit hoved frem hos mig selv, for det gør den sandelig ofte, og når jeg ser den i verden omkring mig. Hvis ikke jeg er klar over, at der bag alt det, der trækker nedad og slukker lyset i menneskers øjne, står en personificeret djævelsk ondskab, så har jeg tabt stort på forhånd, for så kender jeg ikke min modstander. Jeg står ikke med en menneskelig brist, som kan behandles eller forklares. Jeg står med en ondskab, som kun kan forsages – og tilgives.

Kærligheden må forsage ondskaben

Men denne tilgivelse er ikke enkel og må aldrig gøres til noget nemt. Jeg vil ikke se gennem fingre med ondskaben, hverken den, der er i mig selv, eller den, jeg finder hos andre. Gud ser heller ikke gennem fingre med ondskaben. Tænk, hvis han gjorde. Det ville være ukærligt og en hån mod den, der er udsat for overgreb. Og vi kan i vores iver for at prædike tilgivelse komme til at lade kærligheden være en slags sødladen fnidder, vi kaster i grams ud over al ondskaben. Kærligheden må, hvis den er retfærdig og – kærlig, hade ondskaben, forsage den og kalde den ved rette navn. Jeg siger ikke, at jeg har ret til hævne – det er ikke der, vi er. Det har jeg hverken magt eller ret til.

Kærligheden er flammende vred, når ondskaben stikker sit hæslige hoved frem, og vé den, der tror, at min kærlighed er tandløs

Tilgivelse er ikke enkel

Jeg er blevet bedt om at vende den anden kind til, hvis nogen slår mig. Men jeg er da aldrig blevet bedt om at vende den anden kind til hos et værgeløst barn, som udsættes for overgreb. I det tilfælde får voldsmanden min kærlighed at føle på en meget håndfast måde. Jeg har et ansvar for den familie, jeg elsker; de mennesker, jeg er blevet betroet; den kirke, jeg lever i, og det folk, jeg er en del af. Jeg skal ikke stiltiende se til, mens ondskaben river og flår i mennesker. Tænk, hvis vi havde set stiltiende til, da en vis diktator i 40’erne drev rovdrift på alle udsatte og værgeløse i Europa.

Kærligheden er flammende vred, når ondskaben stikker sit hæslige hoved frem, og vé den, der tror, at min kærlighed er tandløs. Og endnu mere vé den, der tror, at Guds kærlighed er tandløs. Gud har besejret ondskaben, så den ikke har det sidste ord. Men var det nemt? Nej. Var det billigt? Nej, det kostede alt. Men det har åbnet en vej til den umulige tilgivelse. Er uretten sket mod mig, mod min familie, mit folk eller mod mine kristne brødre ude i verden, må jeg se, om jeg kan finde en skrøbelig tilgivelsens hængebro over den dybe ondskabens kløft. Enkel er den ikke, og billig ej heller. Men som Philip Yancey også siger det: ”Når jeg tilgiver et andet menneske, løslader jeg en fange. Først bagefter opdager jeg, at fangen var mig selv.”