Religion er en naturlig del af afrikansk kunst

Af Henri Nissen 19. mar. 2015/12

Ny kunstbog af Frede Hansen tager også den åndelige side med i beskrivelsen.

Også i Afrika skabes der kunst. Og Frede Hansen forsøger i en ny bog at give et overblik over den del, han kender fra det store kontinent. I Europa opstod der i ”oplysningstiden” – som på mange måder var et opgør med kristendommen – en interesse for det primitive, det oprindelige.

Man ville ”tilbage til naturen”. Også de kulturradikale i bl.a. Danmark har været begejstrede for det, de opfattede som primitiv afrikansk kunst. Man forestillede sig, at det primitive var ”uspoleret” af vores kristne kultur.

Forstod ikke magien

De mente, at civilisation og samfund havde ødelagt os europæere. Men Frede Hansen peger i sin bog på, at: ”vesterlændinges beundring for afrikansk, primitiv kunst dog ikke er identisk med en forståelse af denne kunst. For afrikaneren var al kunst magi. Masken skulle bruges til en dans, hvor man skulle sikre sig Gudens goodwill, og efter en kultisk handling med brug af masken kunne den smides væk.

Et eksempel på den såkaldte Tingatinga-kunst fra Tanzania. Den er ”opfundet” af Edward Said, der som barn havde lært at tegne på en kristen kostskole. Andre kopierede, og i dag er der ca. 500, der maler egne og andres motiver. — Et eksempel på den såkaldte Tingatinga-kunst fra Tanzania. Den er ”opfundet” af Edward Said, der som barn havde lært at tegne på en kristen kostskole.

Kritikere med rødder i Afrika har kaldt europæernes beundring af deres kunst for endnu et udtryk for kunst-imperialisme, idet man i Vesten ikke har sat sig ind den magiske verden, men blot har beundret kunstens ydre former,” forklarer Frede Hansen. Han nævner Gaugain, som var optaget af at male naturlige upyntede kvinder på Tahiti, og Picasso, som malede maske-agtige hoveder i ikke-kubistiske malerier. Perioden fra 1907 til 1909 kaldes Picassos ”negerperiode”.

Picassos erkendelse

Picasso forstod kunstens magiske dimension, og han citeres i et nummer af Louisiana Revy (marts 1989, Katia Samaltanos-Stenström) for at have udtalt følgende til André Malraux: ”Maskerne var magiske genstande, formidlere til ukendte, truende ånder….

Jeg forstod, hvad negrene anvendte deres shulpturer til … Alle feticher var våben mod ånderne … en måde at beskytte sig mod deres indflydelse på.” Og Picasso kalder sit maleri ”Demoiselles d’Avignon” for ”mit første maleri af eksorcisme.”

The Gamble of the Robe (spillet om kjortelen, Matt. 27,36) hedder dette surrealistiske maleri af korsfæstelsen af Boniface Maina fra Kenya.

Ikke blot ’primitivt’

Mens man i det afkristnede Vesten bedrevidende anså det åndelige som kurøst og ”primitivt”, véd nogle af os, der har boet og arbejdet i Afrika, at det ikke er europæerne, men afrikanerne der har ret. Det åndelige er ikke blot en primitiv forestilling, men særdeles virkeligt.

Efterligning

Afrikanske kunstnere betragter ofte deres kunst som kun en salgsvare og genbruger gerne deres egne og andres motiver på en måde, som ikke stemmer med vores forståelse af kunst som noget unikt og individuelt. Megen afrikansk ”kunst” er blot efterligninger af vestlige billeder, men der er også afrikanske kunstnere, der vil noget mere. Frede Hansen beskriver en række navngivne afrikanske kunstnere og deres kunst.

Afrikanske masker og træfigurer af underlige væsner har ofte bund i den okkultisme, der er så almindelig i Afrika. Masker og figurer er i virkeligheden udtryk for dæmoner og djævle. Her det Makonde-skulturer, der oprindeligt afbillede ånder og ”djinn”, men som nu fremstilles kommercielt for turisternes skyld. — Afrikanske masker og træfigurer af underlige væsner har ofte bund i den okkultisme. Her det Makonde-skulturer, der oprindeligt afbillede ånder og ”djinn”,som nu fremstilles kommercielt.

De er dog især fra Østafrika, hvor han har rejst. Afrika er jo et meget stort kontinent, og forholdene kan være meget forskellige. Alligevel er det en spændende gennemgang, som også kommer ind på, hvordan katolicismen har haft betydning bl.a. med at give arbejde til kunsthåndværkere i forbindelse med glasmosaikker og gennem undervisning i kunst på kristne skoler. Bogen nævner også de danske kunstnere, som har været fascineret af afrikansk kunst – dog ofte uden at fatte, hvor forskellige de kulturelle baggrunde for kunst er i Afrika og Europa.

Det er bl.a. Sigurd Swan, Harald Giersing, Ejler Bille, Adam Fischer, Jens Adolf Jerichau, Egill Jacobsen, Carl Henning Pedersen, – og den sydslesvigske Emil Nolde, der først var begejstret for nazismen og siden fik forbud netop af nazisterne, fordi han var inspireret af den såkaldt primitive kunst. Bogen konkluderer i et afsnit om modernismen, at ”Gud er ikke død i Afrika, tværtimod.”

Forfatteren Frede Hansen begyndte i 2004 med at arrangere afrikanske kunstudstillinger i Danmark.
Det har siden udviklet sig, så forfatteren i dag driver galleriet Glocal Art, og der er startet en forening, Foreningen Afro-Art.dk, der har til formål at promovere afrikansk kunst i Danmark og styrke de kulturelle bånd mellem Afrika og Danmark samt skabe forbindelse mellem danske og afrikanske kunstnere. Gennem utallige besøg i Afrika og kontakter til afrikanske kunstnere har forfatteren fået et personligt forhold til afrikansk kunst. Frede Hansen arrangerer også kunstrejser gennem Unitas Rejser.