Vær med til at synliggøre de forfulgte kristnes situation
Af Birger Nygaard
Jeg hører til de mange, der er bekymede for udviklingen omkring religionsforfølgelse.
Det kan være svært at se, hvordan vi som individer eller enkeltmenigheder kan gøre noget meningsfuldt ved et så stort og vanskeligt problem. Men jeg har nogle ideer, som jeg gerne vil dele, og som jeg selv har haft god erfaring med.
Den enkleste måde at synliggøre bekymring på er gennem noget så simpelt som et opslag. Når du går ind i Westminster Abbey i London, vil du på vej ind i kirken møde dette skilt, som fortæller om en samvittighedsfange, der pga. sin tro og overbevisning er fængslet af myndighederne i et eller andet land i verden:
I kan let lave noget tilsvarende i jeres menighed. Køb en skilteholder, eller hæng et opslag et centralt sted på kirkens opslagstavle. Find en person i menigheden, som brænder for sagen, og som vil sørge for at finde personer / beretninger, I som menighed gerne vil fokusere på. Det er helt simpelt, men kan alligevel være med til at huske os selv og besøgende på vigtigheden af religionsfrihed og konsekvenserne for vores brødre og søstre, der mangler denne frihed.
På hjemmesiden www.prisoneralert.com findes beskrivelser af en række kristne, der vidt forskellige steder i verden og med forskellige anklager er blevet fængslet. Her kan I få en beskrivelse til brug for et opslag i jeres kirke. Og via denne hjemmeside kan I sende breve til disse fanger.
Hvad kan man gøre?
Bøn for forfulgte er en naturlig del af menighedens forbøn. Det gælder både den fælles alterbøn og den individuelle bøn. Det er for mange en hjælp at kunne tænde et lys for mennesker i nød. Har I en lysglobe i kirken, kan du ved skålen med lys sætte et lille skilt, der opfordrer til at tænde et lys og bede en bøn for mennesker, der udsættes for diskrimination og forfølgelse. En speciel gudstjeneste med fokus på forfulgte kristne er også en god mulighed. Mange kirker har sådanne specielle gudstjenester, og du kan finde inspiration og liturgier på hjemmesiden trosfrihed-forfulgtekristne.dk
Endelig har flere og flere menigheder fået øjnene op for mulighederne, der ligger i at være venskabsmenighed med en menighed, der står i en vanskelig situation. Et godt eksempel kunne være Tyrstrup kirke ved Christiansfeld, som har menigheden ved St. Georges i Bagdad, Irak, som venskabsmenighed. Se mere på kirkens hjemmeside tyrstrupkirke.dk/page/4493/indsamlingsprojekt.