Fantasifuldt rumeventyr

Christopher Nolan er altid god for en billedligt velfortalt historie, hvilket er nok til at gøre hans film seværdige.

Det har han dokumenteret med sin Batman- eller Dark Knight-trilogi – de bedste superhelte-film, der er lavet. Men også, da han i 2010 søgte ned i bevidsthedens dybder i filmen Inception (anmeldt her i uge 32/2010). Og nu igen, hvor han i science fiction-filmen Interstellar søger langt ud i rummet for at redde menneskeheden, for Jorden er ved at blive ubeboelig pga. forurening og rovdrift på dens resurser. Det går nogenlunde, så længe han og hans co-writer (broderen Jonathan Nolan) holder sig til det, man ved om ormehuller og sorte huller og relativitetsteoriens betydning, men da hovedpersonen Cooper (intenst spillet af Matthew McConaughy) langt henne i filmen vælger at forlade sit rumskib i et forsøg på at redde den sidste af sine medrejsende – Amelia Brand (Anne Hathaway) -, tager fantasien helt over, og da går det galt. For Cooper ender i en rumliggjort tid, hvor han kan se sin datters værelse, som det har set ud på et hvilket som helst tidspunkt, og ikke nok med det: han kan også ved hjælp af gravitationen sende beskeder til hende. Fra da af er det svært at leve med i historien, og det ændrer nok så meget orgelbrus på lydsiden ikke på. Men man kan alligevel kun blive imponeret over Nolans billed-mageri, selv om det bliver trukket rigeligt langt ud.
Hvorfor skal man så se denne film? Interstellar kan måske ses som en advarsel om, at Jordens dage er talte, at vi skal passe på, hvad vi gør ved den; og så er historien – selv i det gudløse univers, den finder sted i – endnu en markant understregning af, at uden kærlighed er der ingenting, der fungerer rigtigt mellem mennesker, og at kærlighed kan kræve (meget) store ofre.

Interstellar (DVD)
169 min.