Forskel på Judas og Peters anger
Af Stig Christensen
Pastor emeritus, Sønderborg
”Judas og Peter svigtede begge Jesus.” Det var overskriften på en kronik af Tamarra Bot og Stephanie Dyreholt, torsdag den 26. marts 2015.
Kronikken er da et spændende forsøg på at tolke teksten ud fra psykologiske betragtninger, men tolkningen leder os let på vildspor, når det drejer sig om synd.
Kronikken begynder med at citere salme 41 v 10: Endog min ven, som jeg stolede på, som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig ”og hermed viser David os, at Judas var forudbestemt til at være blandt de 12 disciple”.
David taler her om en ven, der har svigtet ham, og verset er traditionelt også blevet opfattet som en profetisk hentydning til en vens svigt af den kommende Messias. Der siges dog intet om, at denne ven skulle være Judas Iskariot.
Ikke forudbestemt
En sådan fejlslutning fremkommer ofte, når man ikke skelner mellem forudbestemmelse, Guds alviden og menneskets vilje.
Gud ved alt. Derfor vidste han også, at der var en, der ville forråde Jesus. En, der ville løfte hælen, det vil sige sparke bagud som en hest, der sparker sin herre. Gud ved, at der altid vil være mennesker, der vender ham ryggen og gør oprør imod ham på samme måde som Lucifer, Satan, gjorde det i sin tid. Men Satan var ikke bestemt til at gøre oprør, han var bestemt til at være en af de øverste engle. Judas var ikke forudbestemt til at forråde Jesus, han var bestemt til at være en af Jesu apostle og blev også behandlet som sådan, men han omvendte sig ikke fra sin verdslighed, sin kærlighed til penge, der gjorde ham til tyv, forræder, løgner og hykler.
Bestemt til frelse – men vi bestemmer selv
Ethvert menneske er ifølge Guds plan bestemt til frelse, men denne bestemmelse ophæver ikke det enkelte menneskes vilje og mulighed for valg. Derfor siger verdens frelser, som det allerførste ifølge Markusevangeliet: Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet.
Alt er rede, men det enkelte menneske må stadigvæk omvende sig og tro på evangeliet. Man må vende sig fra sin magtsyge, sin pengesyge, sin sexsyge, sin løgnagtighed, sit hykleri, sin egoisme mv., og så må man ved Guds nåde begynde at tro på Jesus Kristus.
Judas Iskariot blev udvalgt til apostel, vandrede med Jesus, kendte ham personligt, udførte mirakler i hans navn, spiste sammen med ham, men han omvendte sig ikke fra sin verdslighed og sin kærlighed til penge.
Judas forhærdede sig
Mattæus fortæller, at Judas angrede og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne, hvorefter han gik hen og hængte sig. I kronikken sidestilles Judas’ anger og Peters anger, fordi man ikke skelner mellem anger, der fører til omvendelse og tro, og anger, der ikke fører til andet end erkendelse af synd.
Judas var forhærdet, og Satan havde taget magten over ham. Judas minder om kong Farao, der fik masser af muligheder for at omvende sig, men altid fortrød, og det endte som al synd med død.
Judas og ethvert menneske vil – om ikke før så på dommedag – blive konfronteret med sin synd, sandheden om sit liv set i lyset af Guds hellighed, men det er ikke ensbetydende med omvendelse og tro på Kristus.
Judas havde haft alle muligheder for at omvende sig, men Langfredag morgen var det for sent, derfor fik han udbetalt syndens løn, døden, tilmed ved egen hånd, endnu et oprør mod Gud, da han udmærket vidste, at liv og død er Guds sag.
Peter indså sin svaghed
Peters anger var af en helt anden slags. Da hanen galede, indså Peter sin synd og gik udenfor og græd bitterligt. Han havde svigtet, ikke på grund af syndens forhærdelse, men på grund af menneskelig svaghed.
Indtil da havde han stadig haft tillid til egen styrke og egen vilje og ikke været klar over dybden i Jesu ord:
”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre. Simon Peter sagde til ham: Herre, sammen med dig går jeg gerne i fængsel og døden. Men han svarede: Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.”
Peter var ikke klar over, at et menneskes vilje og gode hensigter ikke slår til over for Satan og den åndelige verden. Peter ikke kun erkendte sin synd, han græd over den. Han mistede ikke sin tro, han vidste ikke, hvad han skulle gøre, men han var rede til at omvende sig og tage imod Jesus, da han åbenbarede sig for ham og de øvrige apostle.
Ikke psykologi men synd
I artiklen bliver Judas’ og Peters synd mere til et psykologisk studium.
Når man prøver på at forklare den menneskelige synd ud fra følelser og tanker, kommer man på vildspor. Psykologi og bibelsk teologi er i deres kerne to meget forskellige størrelser. Følelser og tanker er meget omskiftelige og derfor ret uvæsentlige, når man taler om omvendelse og et ret forhold til Gud.
En tyv tager noget, der tilhører andre. Det kan skyldes sult, en dårlig barndom, et pludseligt indfald, et ønske om spænding eller alt muligt andet. Åndeligt talt er begrundelsen ligegyldig. Sagen er, enten er man en tyv, der har taget noget, der tilhører andre, eller så er man ikke. Hvis man har gjort det, har man begået en synd.
Man kommer ikke ud af syndens greb ved ar erkende det forkerte i denne handling. Åndeligt talt kan man kun komme ud af synden ved at bekende det som synd, vende sig til Gud og bede om tilgivelse og dernæst gøre bod.
Et spørgsmål om vilje
Bibelsk omvendelse er en viljeshandling, ikke en følelse eller en tanke. Når den bibelske sandhed åbenbares, giver det et menneske mulighed for at omvende sig. Hertil må man bruge sin vilje. Smukke følelser eller tanker slår ikke til.
Peter havde omvendt sig fra sin bundethed til verden, da han forlod sin fiskerbåd for at følge Jesus.
Judas havde også bestemt sig til at følge Jesus, men det viste sig, at han ikke var villig til at omvende sig fra sin kærlighed til penge, og det endte med at gøre ham til en tyv, en forræder, en løgner, en hykler og til sidst en oprører mod livets Gud.
Godt begyndt er ikke godt fuldendt.
Lots hustru begyndte også på udvandringen fra Sodoma, men kærligheden til verden var for stærk, hvilket førte til hendes død.