Kirken må ikke blive en hængekøje

– Danskerne bør kende kristendommen, for troen er fundamentet for vores samfund, mener Charlotte Dyremose (K).

Danskerne vil gerne have kirken i baghånden til livets høj- og lavpunkter. Men det duer ikke – for hvordan skal de så give de kristne værdier videre til deres børn?

Charlotte Dyremose har talt sig varm. Telefonrøret gløder, som tastaturet plejer at gøre det, når den konservative politiker og medlem af Folketinget deltager i den offentlige debat og fremhæver de kristne værdiers betydning for det danske samfund.
Samtidig hilser hun andre kulturer velkommen, for i mødet med mennesker fra andre religioner, bliver danskerne vippet ud af ”hængekøjen”.
– Det er vigtigt, at vi benytter mødet med det multikulturelle, andre traditioner og trosretninger, til at komme ud af den hængekøje, som folkekirken desværre er blevet for rigtig mange danskere.
Kristendommen er ikke noget, danskerne går op i til daglig. Derfor er folkekirken desværre blevet til en hængekøje for danskerne. Derfor er det vigtigt, at man italesætter kristendommens betydning, og hvad den stadigvæk betyder for hele den måde vi tænker på og omgås hinanden på.

Begyndte selv at bede

Charlotte Dyremose er selv vokset op med at kristendommen så at sige ”lå i kortene”, og derfra udviklede hun sin egen personlige tro og begyndte at bede til Gud.
– Jeg er vokset op i et kulturkristent hjem, hvor kristendommen var til stede som en usagt forudsætning, fortæller hun. Kristendom var ikke noget, vi talte meget om, og vi var ikke en fast del af menigheden. Det har jeg mere udviklet selv…
Hvordan det?
– Jeg begyndte at bede aftenbøn i 10-årsalderen – hvor det kom fra, ved jeg ikke. Og så var jeg udsat for en rigtig god præst til konfirmationen. Hun var nærværende, hendes undervisning var relevant, og vi sad jo stille og lyttede godt efter, fordi hun gjorde emnet interessant for os. Den dannelse og den almenviden, som vi fik alt for lidt af i skolen dengang, den fik vi til konfirmationsforberedelsen. Og siden er det gået slag i slag…

Kristendom danner os

Bøn, bibelkundskab og kirkegang var med til at danne hende – både personligt og politisk, fortæller Charlotte Dyremose:
– De forhold, man vokser op under vil altid danne én som person og individ. Det gælder både den kultur, den familiestruktur og den religiøse tradition, man vokser op i. Jeg tænker på den måde, jeg gør, fordi jeg er dannet af utroligt mange ting, herunder kristendommen. Der er ingen tvivl om, at kristendommen er en stor faktor, både på grund af den direkte påvirkning, og fordi jeg er vokset op i et evangelisk-luthersk land. Meget af vores kultur, etik og normer er jo baseret på kristendommen. Det undervurderes ofte.
Vil du også sige, at dine holdninger er rundet af kristendommen?
– Ja, jeg synes, at det er helt naturligt, at det at være kristen og det at være konservativ går hånd i hånd. Det siger jeg vel vidende, at nogle kristne ikke er konservative, og at nogle konservative ikke betragter sig som kristne. Det fantastiske ved vores rummelige folkekirke er jo, at vi kan sidde ved siden af hinanden med forskellige politiske holdninger og dele den samme tro, samme evangelium og høre den samme prædiken. Det er en selvstændig værdi, at kristendommen og folkekirken kan det.

Kristne skal ikke dukke sig

Her kommer samtalen ind på, at det danske samfund i stigende grad er blevet multireligiøst.
Hvordan skal kirken forholde sig til det?
– Det er vigtigt, at vi som folkekirke og som kristne ikke dukker os i forhold til andre kulturer og religioner. Risikoen er, at man enten vil fjerne al religion fra det offentlige rum, så vi alle bliver lige ved at alle blive diskrimineret lige meget, eller at man dukker sig, fordi man siger: ”Uh nej, der skal endelig være plads til alle de andre”. Og ja, der skal være plads til alle i Grundtvigs fædreland, men man må samtidig godt mene, at noget er bedre end andet.
Her bakker Charlotte Dyremose op om sin partikollega Mai Mercado, der i Påsken kom i stort set alle danske medier, da hun i kronik i Berlingske skrev, at kristendommen er bedre end andre religioner.
– Det er rigtig vigtigt, at kirken og vi som kristne får fat i det, og at vi i virkeligheden benytter mødet med det multikulturelle, andre traditioner og trosretninger, til at komme ud af den hængekøje, som folkekirken desværre er blevet for rigtig mange danskere.

Ud af hængekøjen

Charlotte Dyremose nævner kirkelukninger som eksempel.
– Mange danskere interesserer sig ikke for kirken, før den skal lukkes. I virkeligheden er det et tydeligt tegn på, at det er vigtigt, at kirken og kristendommen er der, at rammen og værdierne er der, når vi bliver ramt af de store livsbegivenheder. Men det er ikke noget, vi går op i til daglig. Derfor er folkekirken desværre blevet til en hængekøje for danskerne.
– Det har vi brug for at komme ud af, og det kan ske i mødet med andre religioner. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at man italesætter kristendommens betydning, og at vi også hver især – og det er her dannelsen kommer ind – har en grundlæggende forståelse for, hvad kristendom er. For der er rigtig meget arvegods her, som desværre ikke ret mange har en grundlæggende forståelse af længere.

Alle bør kende deres fundament

Hvad kan kirken gøre for at italesætte dette?
– Kirken lider af det, som alle foreninger lider af, nemlig at medlemstallet falder og at de medlemmer, der tilbage, er grå i toppen. Det kender man også i politiske partier! Derfor kræver der nye metoder, og derfor har alle et personligt ansvar for at kende det kristne fundament og give det videre til deres børn.
Her er vi tilbage ved det livsfundament, Charlotte Dyremose selv fik med i bagagen som barn.
– Jeg har selv børn i skolestartsalderen, og jeg oplever, at forældre gerne vil give de kristne værdier og traditioner videre til deres børn. De vil egentlig også give dem en tro, men de har bare ikke rigtig noget fundament at stå på selv. Det søger de. Og derfor er der så mange, der går til babysalmesang og spaghettigudstjenester.
Sammen med konfirmationen er det en chance for at vinde forældregenerationen tilbage. Kirkelige aktiviteter og markeringer bliver en anledning til at forældre, kan videregive de kristne værdier til deres børn.
Alt sammen for at den næste generation ikke skal miste den dannelse og det kendskab til det kristne fundament, som jeg desværre oplever at mange i min generation savner.