Megakirke fejrer 35 års jubilæum med 20.000 gæster på stadion
Pastor Rick Warren kunne sammen med 20.000 gæster fejre megakirken Saddleback Church’s 35 års jubilæum på Angel Stadium i Anaheim, Californien, lørdag den 21. marts.
Rick Warren og hans hustru Kay afslørede, at der er nye planer for megakirken med kirkevækstoplægget ’Daring Faith’:
– Gud har velsignet Saddleback Church på en helt usædvanlig måde, men det er ikke vores fortjeneste. Det skyldes udelukkende Guds nåde. Vi vovede at have store drømme, og Gud har gjort store ting i denne kirkes liv, sagde Rick Warren.
Pastor Warren, som har skrevet bestsellerne ’Det målrettede liv’ og ’Den målrettede menighed’, gentog sin allerførste prædiken i Saddleback Church med titlen ’A Daring Faith’. Ved jubilæumsfesten så han tilbage på alle de drømme, som er blevet til virkelighed i årenes løb. ’Gør det, som Gud beder dig om’, lød hans opfordring.
Saddleback Church, som er en af de største kirker i USA, arbejder med mission og nødhjælp gennem 14 dattermenigheder på fem kontinenter, skriver The Christian Post.