Vores datter kan være manipulerende

Kære Suh:
Jeg har tre børn på hhv. 12, 10 og 7. De to ældste er piger, den yngste en dreng.
De to yngste ligner hinanden meget i sind, egenrådige, temperamentsfulde, mens den ældste er mere tænksom, indadvendt og meget følsom. Generelt er de alle gode børn (synes vi selvfølgelig selv), men grunden til at jeg skriver er, at den ældste nogle gange kan være en form for manipulerende.
Flere gange siger eller gør hun noget, hvor jeg oplever, at hun bevidst prøver at bruge mine følelser imod mig. Enten fordi hun er sur på mig, eller fordi hun vil opnå et eller andet. Det bekymrer mig, og særligt fordi de andre børn ikke gør det, de råber og skriger i stedet for, det er også irriterende, men det kan jeg langt bedre rumme.
Jeg synes, vi har prøvet at opdrage dem alle ens eller i hvert fald ud fra samme værdigrundlag – så hvorfor har vores ældste så dette ubehagelige træk? Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi må have gjort noget forkert?
Og hvad vi skal gøre anderledes fremover?
Bekymret mor

Kære Bekymrede mor
Jeg tror ikke umiddelbart, at du skal være bekymret for, at I har gjort noget forkert. Alene det, at du er villig til at påtage dig din del af ansvaret for dit barns uhensigtsmæssige adfærd vidner om et sundt forhold mellem barn og forælder.
Hvorfor din datter har denne adfærd, kan der være mange forskellige årsager til.
Hun er for den første den ældste, og selvom vi som forældre bestræber os på at behandle alle vores børn ens, så er det ganske enkelt umuligt, fordi de er forskellige og vokser op under forskellige forudsætninger.
Det ældste barn oplever bl.a. som det eneste at have både mor og fars udelte opmærksomhed – på godt og ondt. Alene her kan grundlægges nogle mønstre, hvor man som førstegangsforældre måske nogle gange reagerer lidt ude af proportioner på nogle situationer, ganske enkelt fordi det er – ja, første gang. Barnet kan derfor få en lidt mere uredigeret adgang til mors og fars følelser og dermed også blive lidt klogere på disse.
De yngre søskende får måske ikke adgang til nær så store følelsesmæssige reaktioner, fordi mor og far har været der før og derfor ikke synes, det pågældende er nær så farligt eller vigtigt som tidligere – eller bare ikke rigtig orker.
Du skriver også, at din ældste er et følsomt barn. I så fald har hun formentlig en større følelsesmæssigt intelligens end sine yngre søskende. Og hvorfor i al verden skulle hun ikke udnytte denne sin evne, når hun vil opnå noget? Ligesom små bedårende piger hurtigt lærer at lægge hovedet lidt på skrå og plirre med øjnene for at opnå et eller andet – på samme måde med andre børn (og også voksne, for den sags skyld) med andre talenter.
Prøv at se dit barn som intelligent og strategisk godt begavet, når hun handler, som hun gør, i stedet for at skabe en historie om hende som et barn med ”en ubehagelig adfærd”. Det der sker er i stedet, at det er ubehageligt for dig. Og det er dette, du som forælder kan bruge pædagogisk i din opdragelse af hende.
Tal med din datter om, hvordan det påvirker dig, når hun spiller på dine følelser, og lad hende forstå konsekvenserne af det (at du bliver skuffet, vred, sur = hun opnår ikke sine mål).
Fortæl hende, hvordan hun i stedet hellere skal formidle sine behov/ønsker ud fra en forståelse af netop dine/jeres følelser og jeres ønsker om respekt, ærlighed osv. På den måde lærer hun at bruge sin følelsesmæssige intelligens på en langt mere hensigtsmæssig måde.
Hilsen Suh