XL Burn Copenhagen – 12 timers lovsang i København
Fælleskirkelig lovsang den 17. april skal bane vej for Guds Rige i København.
Den 17. april er der 12 timers non-stop lovsangsfest med Burn Copenhagen i Spejdercenter Holmen i København.
Lovsangsfesten holdes i forlængelse af Burn Europas lederkonference, som foregår i København i dagene forinden.
Sean Feucht, stifter af Burn 24-7, vil være med til at lede den 12 timers lovsangsfest. Også Allan Boehm, der er leder for Burn Europa samt Europa Burn-lederne vil deltage.
Fælleskirkelig lovsang
XL Burn Copenhagen er et fælleskirkeligt arrangement, som er åbent for alle. Festen holdes på Spejdercenter Holmen, der ligger ved siden af Christiania på Christianshavn. Man kan evt. nøjes med at være med noget af dagen.
Det er Burn Copenhagens bøn, at den 12 timers lovsangsdag må være med til at bane en vej i den åndelige verden, så Guds rige må bryde igennem i København. Håbet er, at ’himlens sluser åbner sig over byen’.
Burn 24/7 har mange vidnesbyrd fra hele verden om, hvordan tegn, undere og mirakler er brudt igennem efter mange timers lovsang i et område. Burn Copenhagen ser frem til, at Gud ligeledes bryder igennem med sit nærvær og vækkelse over København.
Vil høste i hele verden
– Burn 24/7 er en missionsbevægelse af brændende hjerter ud over hele jorden. Mennesker vender tilbage til deres første kærlighed, og derfra bringer de denne kærlighed til andre lande.
Det handler først og fremmest om en passioneret længsel efter at se Guds nærvær bryde igennem. Burn 24-7 samles på tværs af kirkeskel for at råbe til Gud i bøn om vækkelse i kirken, om en global høst og om forvandling af hele byer. Det er en del af opfyldelsen af genopbyggelsen af Davids tabernakel.
Under XL-Burn vil der være masser af skøn lovsang, hygge og networking på kryds og tværs af kirkeskel.
Én lørdag om måneden er der et Burn Copenhagen arrangement, hvor lovsangere og musikere fra forskellige kirker i København på skift leder lovsang i en flere timers tilbedelsesstund for at bane en vej for Guds nærvær og vækkelse i København, oplyser Dorte Linda Hansen.