Bjarne Reuter fik Bibelselskabets Pris
Forfatteren får prisen for ’Bogen’, der er en genfortælling af Bibelen.
Bibelselskabet har uddelt sin årlige pris til forfatteren Bjarne Reuter.
Siden 2005 er prisen årligt uddelt til en person, der på særlig fremragende vis har gjort Bibelen nærværende for samfundet. Prisen består af 10.000 kr og et indrammet originalblad fra Christian III’s bibel fra 1550.
Bjarne Reuter får Bibelselskabets pris for ”Bogen”, der er en gendigtning af Bibelen.
– Det er et privilegium at få netop den tekst, og navnlig Det Nye Testamente ind under huden, sagde Bjarne Reuter ved prisoverrækkelsen.
– Lang tid efter jeg havde afsluttet Bogen, tænkte jeg hver dag på Ruth i Ruths Bog og ikke mindst på kapitlet Det sidste måltid.
Det var så drøjt at skrive, at jeg mange gange har skrevet det om igen, for skønt Bogen var udkommet, var og er det ikke en tekst, man nogensinde bliver færdig med, og jeg tror aldrig, jeg kan gå tur langs med Mølleåen, hvor jeg bor, uden at være på vej til Emmaus, siger han.
Man kan læse mere om Bjarne Reuters forhold til Bibelen på Bibelselskabets hjemmeside.