Et mirakel vi kom på ferie

Menigheden har bedt for os, lige siden de hørte om min knoglekræft. Men Jesus skal have al æren for, at jeg har det så godt. For nu er smerterne væk, knoglerne heler op, og lægen mente, at vi sagtens kunne tage på ferie, fortæller Margit Christensen fra Vendsyssel.

– Lægen kaldte os begge ind til et møde sidste år i september og gav os den frygtelige besked om Margits kræft. Da græd vi. Men vores menighed startede en bedering, og så gik det bare fremad, fortæller Erik Christensen.

Margit Christensen (55) og hendes mand Erik (56) fortalte om den svære, men også utroligt rige tid i deres liv, mens vi var sammen på bustur til Holland i uge 17. Til daglig driver ægteparret en gård med 27 malkekøer i Tollestrup ved Vrå i Vendsyssel.
Margit har været husassistent indtil 2013. Men så faldt hun med cyklen og fik et slemt brud på det ene ben. Efter lang tid med jernring og genoptræning forsøgte hun at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Men nu fik hun stadig flere smerter i maven. En scanning i august 2014 viste intet. Margit måtte tage morfin mod smerterne. Endelig kom hun til en MR-scanning – og familielægen i Vrå bad Erik komme med, da Margit skulle have svaret den 19. september.

Da græd vi

– Lægen fortalte, at der var cancer i højre side af ribbenskanten og i tre ryghvirvler. Det var nok min brystkræft fra 2010, der var vendt tilbage, fortæller Margit. Og Erik supplerer:
– Vi var fuldstændig rystede. Vi græd i bilen, mens vi kørte hjem. Og derhjemme sad vi og græd ved køkkenbordet. Lægen havde ordineret stærkere morfin, men den havde de ikke på apoteket.
Der var en fra Vesterkirken i Stenum, som havde ringet om formiddagen for at høre, om vi havde fået svar på scanningen. Så jeg ringede tilbage med besked til ham om eftermiddagen. Han spurgte, om han måtte starte en bedering, og det sagde jeg ja til. Så der var nok 20, der begyndte at bede for os med det samme.

Mange bad for os

– Min far døde i 2000 og min mor døde i 2006 – begge to af kræft. Så jeg tænkte: Er det min tur nu? Jeg havde jo haft brystkræft i 2010. Da fik jeg fjernet to knuder og fik både kemo og stråler. Jeg fik også nogle antihormoner, som så ikke havde hjulpet.
Men om eftermiddagen mødte jeg så ’tilfældigt’ nogle venner fra husgruppen. De bad så sammen med mig, fortæller Margit.
– Ja, det er hårdt at få den besked. Men som Margit siger, så har vi som kristne et sted at gå hen med det, tilføjer Erik.

Vi følte sådan en fred

Dagen efter vågnede Margit og følte sig glad. Hun blev klar over, at hun havde sovet hele natten i stedet for som sædvanlig at skulle tage piller mod smerter flere gange.
– Men der var jo mange, der bad for mig. Og dagen efter var det søndag, og vi tog i kirke. Så kom mødelederen løbende og spurgte, om de måtte bede for os. Det var stærkt, da de kaldte os op foran. Folk lagde hænderne på os, og de bad for os begge to. Vi følte sådan en fred. Og samme dag besteg vi Rubjerg Knude. Vi nød bare den eftermiddag. Og jeg var så glad, fordi jeg ikke behøvede at tage flere morfintabletter.
Så besøgte vi også lige Eriks far i Øster Vrå og fortalte ham om alt det, vi havde oplevet. Han syntes også, at det var stærkt. Han er 91 og har selv været meget syg for to år siden – men han blev rask, selv om lægen troede, at det var kræft, fortæller Margit.

Behandlingen udskudt

Margit var til en PET-scanning i oktober, og ægteparret fik svaret den dag, der var oversvømmelser, den 16. oktober, husker de. Lægen udskød behandlingen, fordi Margit havde det så godt.
Den 1. november var der konference i kirken. Evangelist Per Hyldgaard talte – og derefter lagde han hænderne på Margit og bad for hende.
– Jeg kunne mærke, at der skete noget den aften. Og så gik det fremad. Jeg følte, at alt gik i orden, og min mave fungerede igen. Så startede jeg med kemo den 3. nov. Vi bad om Guds lægende og helbredende kraft også igennem kemoen, fortæller Margit, som fik ordineret i alt 30 behandlinger.
Hun føler sig træt, men er sulten og kan spise om aftenen efter en behandling. Og de ugentlige blodprøver for levertal, nyretal m.m. viser, at alt er i orden. Hun har også fået stråler fire gange.

Ingen tegn på kræft

– Den 7. januar var jeg til en CT-scanning, og der var ingen tegn på kræft i ribbenene, som før var hvide.
Lægen var bange for, at jeg skulle få sammenfald i ryggen. Og det var måske nødvendigt med en operation, hvor man sætter jern ind i ryggen. Men da jeg blev scannet den 1. februar, så alt fint ud. Og jeg havde ingen smerter, så der var ingen grund til at indsætte jern – og den operation kan nemlig gøre, at man får smerter.
Den 30. januar holdt jeg fest for husgruppen. Først var jeg til blodprøve, så til svømning. Så var jeg på indkøb og lavede mad til 17 mennesker. Og vi havde en dejlig aften med bøn og sang, fortæller Margit.
I februar fik jeg stråler i de tre ryghvirvler. Sygehuset kunne ikke love os andet end livsforlængende medicin. Men vi tænkte: ”Vi kender en anden læge”. Det er ikke dem på sygehuset, der styrer, understreger Margit.
Og lægen og sygeplejerskerne undrer sig. Jeg har heller ingen bivirkninger i form af føleforstyrrelser i fingrene eller tab af negle. Jeg er nok bare blevet lidt mere tyndhåret, siger Margit.

Opheling af ryghvirvler

Margit går en tur på 3 km hver dag, svømmer og har netop gennemført en uges aktiv ferie i Holland.
– Den dag ved køkkenbordet tænkte jeg: Skal vi så ikke have flere ture sammen? Vi var jo vant til at rejse, fx. til Norge. Men min CT-scanning den 13. april viste, at der ikke er nogen spredning. Derimod er der sket en opheling af ryghvirvlerne. Så lægen sagde, at vi sagtens kunne tage til Holland.
Mit konfirmationsord fra 5. Mosebog 31: 8 bliver også stærkere og stærkere for mig:
’Herren selv vil gå foran dig, han vil være med dig og ikke slippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange.’

Det beder vi væk

– Jeg beder også meget, når jeg går tur med hunden. Somme tider beder jeg højt, så hunden tror, at jeg snakker til den, smiler Margit. Og Erik supplerer:
– Det er så dejligt med de sms’er, vi får fra husgruppen. Det er tegn på omsorg. Når et lem lider, lider alle. Vi er egentlig fra Folkekirken og Indre Mission, men vi begyndte at komme i Missionsforbundet i 2009. Der har vi jævnaldrende, og folk tager Jesus på ordet. De andre i husgruppen lever sådan med, når det gælder Margits sygdom:
”Det beder vi væk”, siger de.
– Men det er Jesus, der skal have al æren for, at jeg har det så godt, understreger Margit, før vi alle går ind til aftensamvær med de andre danskere på hotellet i Holland.