KD: ’Boykot varer fra Tibet og Krim’
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen har opfordret til boykot af varer fra de israelske bosættelser. Men hvorfor skal danskerne ikke advares mod varer fra Tibet eller Krim, spørger KristenDemokraternes landsformand Stig Grenov.
I forbindelse med en reklamekampagne på Movias busser har Handels- og Udviklingsminister Mogens Jensen advaret danske forbrugere og virksomheder mod at gavne israelske bosættelser.
– Nu venter KristenDemokraterne så på, at ministeren på samme måde advarer mod at købe kinesiske varer fra Tibet. I samme ombæring kunne han jo overtale statsminister Helle Thorming Schmidt til at invitere Dalai Lama på besøg på Marienborg. Regeringen kunne også advare mod russiske varer, der er delvist produceret på Krim.
Eller arbejder ministeren med to slags moral – en for Israel og en for Kina og andre stormagter? spørger Stig Grenov.
Han understreger, at både palæstinensiske og israelske familier har ret til et liv i fred: ”Rabiate på begge sider har ikke KDs støtte. Det har til gengæld flertallet af mennesker, der ønsker handel og fremgang for at kunne skabe sig en tryg fremtid for sig selv og sine børn. Og her ligger problemet i en boykot”, mener Grenov. Han peger på, at palæstinenserne producerer nogle af de bedste grøntsager, fx avokadoer og appelsiner i Jaffa. Hvis palæstinensere leverer varer til et jødisk firma – skal de så også boykottes? For kun få produkter har et enkelt oprindelsesland.
– Boykotter man varer fra vestbredden, rammer man i øst og vest. Det eneste man ikke rammer, er freden. Den kræver nemlig handel og velstand, slutter Stig Grenov.
Massive protester fik Movia til at fjerne de anti-israelske busreklamer efter kun fire dages forløb.