Min yuccapalme
Nu blev det tid til at tage alle stueplanterne ud, så de kunne få rystet det gamle jord af rødderne, få ny pottemuld, og måske en større potte. Det sker langt fra hvert år, hvilket sætter en naturlig begrænsning for det grønne liv i stuen.
Da jeg kom til yuccapalmen, på lidt over en meters højde, kom der en udfordring. Rødderne var gået i et med selvvandingspotten. Ud over lidt jord på toppen var der intet andet end et virvar af tykke og tynde rødder. Rødderne var ikke bare vandret igennem den rist, der burde adskille jorden fra vandtanken i bunden, de havde også lavet sådan et press på selve potten, at den var revnet flere steder. Hvis jeg vandede blomster oftere, havde jeg nok opdaget utæthederne, men af gode grunde er jeg bedst til kaktusser og yuccapalmer.
Trods åbenlyst manglende grønne fingre kunne jeg godt regne ud, at hvis ikke denne palme kom ud af den potte og i en større en af slagsen, ville den dø. Dels fordi der ikke var plads til den gode jord, dels fordi at ligegyldigt hvor meget vand, gødning og lign, jeg kunne finde på at hælde ned ovenfra, ville det blot sive ud gennem siderne. Der var ingen anden vej end omplantning, så jeg gik i krig.
Det blev virkelig lidt af en kamp, og hverken urtepotte eller rødder gik fra kampen uden væsentlige skader. Efter en tid med sved på panden og jord under neglene stod palmen fin og rank i en ny stor potte, med ny god jord, og jeg var glad. Jeg vidste i mit stille sind, at selvom der var tab, var dette den eneste vej til overlevelse for min tro palme, der har fulgt mig i mange år. En uge efter kiggede jeg forventningsfuldt til palmen og blev forskrækket. Alle de lange blade hang slapt ned, og flere af dem var blevet gule allerede. Jeg vidste, at den havde fået usædvanlig god pleje (efter husets standard), så den burde jo stråle.
Nu, tre uger efter omplantningsmassakren, ånder både palme og jeg lettet op. Bladende er løftet igen (de gule undtaget, de faldt af), og det er tydeligt at planten har lært at finde næring i de nye omgivelser.
Tror tit at vi mennesker, eller vores menigheder, bibelkredse og lign., er i en situation, hvor omplantning på en eller anden måde er strengt nødvendig for yderligere vækst. Og jeg tror, at vi som palmen ofte kun fokuserer på det skræmmende nye og tabet af det trygge, vi kendte. Måske fokuserer vi så meget på dette, at vi mister meget mere, end der var nødvendigt?
Er du i omplantning? Så hør hvad Herren fortæller dig:
Jeg vil glæde mig over at kunne vise dem min godhed. I trofasthed og hengivenhed vil jeg plante dem igen, så de kan slå rod i landet. (Jeremias’ Bog 32:41 BPH)
