Besværlige bønnesvar

Jeg er sådan en type, der går og sender små bønneønsker op til Gud løbende. ”Vil du ikke hjælpe mig med at parallelparkere?”, ”Gud, hvad skal jeg dog tage på i dag?”, ”Gud, så du, hvor jeg lagde min mobil nu?”, ”Kan du ikke hjælpe os med at få råd til en ferie, Gud?”.

Det er en dejlig måde at holde linien åben på, og cirka halvdelen af gangene husker jeg også at sige tak for bønnesvar. Eksempelvis i dag, hvor det havde lykkedes mig – endnu engang – at glemme min mobil. Det er kun tre dage siden, jeg efterlod den på en skovtur, og min mand måtte køre tilbage efter den. Denne gang var det i en restaurant – og én af den slags, hvor man godt kunne forestille sig, at de solgte brugte mobiler ud af bagdøren, så jeg fik lige bedt lidt ekstra på vejen ind. Så I kan nok forestille jer, at jeg blev temmelig glad, da den lå præcis, hvor jeg efterlod den en halv time tidligere. Derfor var det let at huske at takke Gud. Andre gange kan det være sværere – og nogle gange kan bønnesvarene næsten få mig til at fortryde mine bønner.

Har I nogensinde vovet jer ud i bønnen: ”Gud, vil du ikke godt bruge mig?” Jeg må sætte en stor advarselstrekant op her. Vi har en tendens til forestille os, at ”Gud bruger mig” enten ved, at jeg bliver spurgt om at være med i lovsangen, han minder mig om et profetisk opmuntrende ord til en veninde, som jeg er helt tryg ved, eller at mennesker bliver helbredt, når vores skygge falder på dem.

Min erfaring siger mig, at Gud sjældent ser det som de mest effektive måder at bruge mig på. Jeg skal ikke kunne sige, om det er anderledes med dig. Men han har det med at bruge mig på måder, som øger min afhængighed af ham. Og det sker kun, når jeg bliver skubbet kærligt ud over mine grænser. Samtidig er det også noget af det, som giver livet allermest mening. Måske skal du alligevel prøve det?