Grænsebomme og flygtninge

s16_jensJens Kristian M. Nielsen
Folketingskandidat for
KristenDemokraterne
Ommosevej 4, Hodsager
7490 Aulum
Der skal igen være fast bemanding ved vore grænseovergange. Danmark skal ikke være et naivt udflugtsmål for kriminelle udlændinge.
De skal ikke kunne passere vore grænser i fuld fart på en motorvej. Vi vil kunne udvise kriminelle og andre, som ikke har noget at gøre her i vort land. De skal ikke kunne returnere med et stort grin ugen efter. Vi vil ikke være til grin! Menneskesmuglere skal stoppes ved grænsen! Vi vil være Herre i eget hus.
Danmark er et rigt land. Vi har et fantastisk samfund, et af de bedste i Verden! Nuvel, der er ting, der kan gøres bedre, og her er det, at KristenDemokraterne (KD)kommer ind i billedet.
KD er konsekvente. Vi kalder en spade for en spade, naturlig for naturligt, og vi vil vise omsorg særligt for de svage i samfundet!
KD vil øge udlandsstøtten, så langt flere flygtninge kan hjælpes for de samme penge i nærområdet og ikke behøver at benytte menneskesmuglere for at komme hertil.
KD vil derudover modtage tusindvis af kristne flygtninge. Hvorfor? Fordi det er rigtigt, og fordi mange af vore medkristne aldrig vil kunne få fred til et liv i deres hjemland pga. IS og andre forrykte muslimer! Det er næstekærlighed i praksis. Og fordi vi, danskere selv ville ønske at møde den forståelse, hvis vi var på flugt. Og så kommer vi på sigt til at mangle indbyggere; danske kvinder føder i snit kun 1,6 barn. Det er alt for få til at bevare og udvikle det samfund, vi ønsker os. Her er end ikke en afskaffelse af den frie abort nok, vi har brug for mange flere mennesker!
Men, hvorfor kristne flygtninge? For det første er det en af de største minoriteter på flugt. Mange er endt i en håbløs situation, som sandsynligvis gør det umuligt nogensinde at vende tilbage til deres hjemland. Muslimer fx har ofte flere muligheder for en fremtid i de omkringliggende områder.
Og så er de langt lettere at integrere i dansk kontekst. Fælles tro betyder ofte mange kulturelle lighedstræk. En kristen familie fra Syrien kan hurtig knytte bånd til en familie i Hodsager, da der er mange ligheder, simpelthen fordi vi lever i en kultur, som igennem århundreder er bygget på de kristne værdier.