Helten fra Irakkrigen
Clint Eastwoods ”American Sniper” fortæller den sande historie om finskytten Chris Kyle.
Den 85-årige særdeles aktive Clint Eastwood har skabt en fascinerende, patriotisk film.
De færreste af os har forudsætninger for at begribe, hvordan det var at være amerikansk soldat, da USA og andre lande besluttede at gribe militært ind i Irak i 2003. Med American Sniper hylder Eastwood en ganske særlig soldat, nemlig én af de såkaldte ”snigskytter” eller ”finskytter”, som militærfolk helst vil kalde dem. Fra deres overbliks-positioner støtter finskytterne de soldater, som på gadeplan kæmper sig frem i fjendtligt område. Det er skytternes opgave at uskadeliggøre fjender, der ligger på lur. Som det illustreres i én af filmens nøglescener, kan opgaven indebære at skulle skyde mod børn, når disse misbruges af fjenden som fx bombekastere i forreste række.
Et mærket menneske
Det særlige ved denne film er også, at den portrætterer en autentisk person, nemlig texaneren Chris Kyle. Vi får et indblik både i hans privatliv og hans indsats som finskytte, hvor han var én af USA’s dygtigste. Med de uhyggelige dilemmaer, som en finskytte udsættes for, er det ikke mærkeligt, at krigsoplevelsen sætter sig dybt i sindet og mærker et menneske – også når soldaten er på orlov eller har afsluttet sin tjeneste.
En helt
Eastwood har valgt ikke at skildre Irakkrigen generelt – her er ingen kritikpunkter af krigens gennemførelse – men har valgt at hylde en individuel amerikansk soldat, der udførte sin særlige opgave i denne krig på en både samvittighedsfuld og professionelt set dygtig måde. Der er nogle filmtilskuere, som hellere ville have haft en helt anden film, en ”kritisk” film. Jeg finder denne film positivt værdifuld. Vi får et levende indtryk af et bestemt menneske i krig – ”den gode amerikaner”, en helt som det er værd at hylde. På denne ufuldkomne jord har vi brug for helte og forbilleder.
American Sniper (DVD)
132 min.