Solid lovsangs-cd uden overraskelser

s22_shane_shane_twi“Shane & Shane” består af kunstnerne Shane Barnard og Shane Everett fra Texas, USA. Sangene fra deres nye album med titlen ”The Worship Initiative” stammer fra sitet www.theworshipinitiative.com, som de selv er drivkraften bag.

Sitet indeholder blandt andet 110 lovsange. Det er 12 af disse lovsange, primært af andre kunstnere, der er kommet med på cd’en. Selvom der er tale om forskellige sangskrivere, passer numrene meget godt sammen. Alle sange er produceret, så de udgør en helhed i både tekst og musikalske udtryk. Sangen “So I can love” er den, der skiller sig mest ud.
Musikken er klassisk lovsang i rock/pop stil, med guitar, bas, trommer, lidt banjo og af og til en snært af elektroniske undertoner.
Musikken er meget melodisk og går hurtigt hen og bliver en ørehænger. Alligevel er det, som om man har hørt det før. Der er noget genkendeligt ved musikken, som gør den en lille smule kedelig. Teksterne er ligeledes noget, man kan nikke genkendende til, og er ikke så forskellige fra andre lovsange.
Der er ingen tvivl om at ”Shane and Shane” kan deres håndværk. De leverer musikken med stor passion og mener helt sikkert det, de synger. Der mangler dog noget, man kan blive overrasket over og tænke: Sådan har jeg aldrig hørt den før.
Samtidigt gør de velproducerede numre musikken let tilgængelig og fængende. Teksterne står så tydeligt frem, at man efter et par gennemlytninger vil kunne synge med på sangene.

Selvom der ikke bliver bragt særlig meget nyt til genren, er det bestemt musik af høj kvalitet. Det er en solid lovsangs-cd. Alt i alt er ” The Worship Initiative” en cd, der kan tåle at blive hørt flere gange.
Bo Slot Petersen