Tag rejsehåndbogens advarsler alvorligt

Johny Noer beskriver i denne uges kronik livet som en togrejse, hvor toget i øjeblikket har taget en ny drejning og er på vej ud ad et skæbensvangert spor…

Da statsministeren på den sidste regnfulde og gråtunge torsdag i maj smilende erklærede, at nu var nedtællingen begyndt til valget den tredje torsdag i juni, stillede hun et relevant spørgsmål, som ikke mindst det danske kirkefolk bør besvare. ”Hvilket spor vil danskerne følge?”

Når regeringstoget den 18. juni fløjtes til afgang, er det for landets troende borgere af skæbnesvanger betydning, hvilken endestation de har løst billet til; de bør i tide over for de folkevalgte politikere klart tilkendegive, hvilken perron de stiller sig på. Alle danske politikere bør på forhånd få at vide, at der er bestemte spor, som Danmarks protestantiske kristne ikke længere vil følge; de tager rejsehåndbogens advarsler alvorligt.

Uheldigt sporskifte

Der udgår nemlig fra den travle valgbanegård, hvor højtalerne runger, en række angivne jernbanelinjer, som ingen samvittighedsfuld borger bør følge. Her kører nemlig fortsat tog med vognnumrene ’Lov.2012/105-106’.
Ifølge køreplanen indbefatter disse ruter et pludseligt sporskifte – og toget vil herefter dreje ind i et underligt skydækket landskab, som under ingen omstændigheder bør være nogen af de opstillede kandidaters rejsemål.

Her – i dette gustentågede område – ses hvidtakkede landsbykirker og høje majestætiske storbykatedraler, der har de særeste, sorte, hedenske ritualbøger liggende på alteret. I disse forladte gudshuse er tidligere slægters tusindårige opfattelse af begreberne ’ægteskab’ og ’familie’ ændret; der kan mænd blive gift med mænd og kvinder med kvinder – og de kommissærer på hovedbanegården i Strassburg, der vover at omtale rejsehåndbogens beskrivelse af disse ruter som ’farlige spor’, bliver uden varsel hjemsendt…

Sporarbejdet på disse destinationer er under stadig udbygning. Der lægges nye jernbanespor ned, som fører til endnu mørkere områder, hvor der hersker love, der giver indbyggerne ret til at foretage ’juridisk kønsskifte på nettet’. I disse egne er borgerservice døgn-åbnet for udstedelsen af splinternye cpr.numre til mænd, der vil være kvinder og kvinder, der vil være mænd. De rejsende, der stiger på tog, der kører i den retning, skal huske at tage badetøj med. Her findes nemlig badesteder og svømmehaller, hvor mænd (med det rette cpr-nummer) har ret til at klæde om i kvindernes omklædningsrum, og hvor kvinder (med det rette registreringsnummer) kan stille sig under bruseren i mændenes omklædningsrum.

Beregn omkostningerne

De kirkefunktionærer, som har i sinde at ville bosætte sig i disse områder, bør, som det hedder i rejsehåndbogen (citat): …’først sætte sig ned for at se, om de har overskud til at gennemføre et sådant projekt. ”Hvis ikke,” siger rejsehåndbogen, ”vil folk sige, at disse kirkelige medarbejdere steg på toget uden at kunne fuldføre deres hensigt – og når de en skønne dag vender tilbage fra dette skæbnesvangre valg, så (citat): ’vil alle give sig til at håne dem og sige: ”De begyndte denne rejse – men kunne ikke fuldføre den!” (Luk.14:28-29)
Grunden til, at jernbaneledelsen (modvilligt) har måttet anføre denne advarende henstilling, ligger i, at der i den nævnte egne er indført systematisk overvågning og tvangsforordninger, der ved lov gør gældende, at ingen kirketjener eller organist eller anden kirkelig ansat (undtagen præsten) af samvittighedsgrunde kan nægte at deltage i ’de sorte messer’. Hvis de gør det, bliver de fyret på gråt papir.

De frikirkefolk, der mener at have erhvervet sig et ’paragraf 69-frikort’ til rejsen, bør tage højde for, at der efter 2016 indføres nye ordninger! (’69-tallet er ikke ’pensionsalderen’ – men den frikirke-grundlovsparagraf, der henvises til). Disse danske troendes ’frikirkefrikort’ vil blive inddraget! De vil i denne sag ikke have et ord at skulle have sagt; på døren, der fører ind til disse særlige ’trossamfundsmøder’ er ophængt et skilt, hvor der med store, sorte, gotiske SS-bogstaver står skrevet: ’Adgang på det strengeste forbudt for frikirkefolk!’ (Det vil sige, at de frikirkefolk, som Grundlovens paragraf 69 drejer sig om, formenes adgang!)

Protestanter smides ud

Inden afrejsen skal alle kristne passagerer udfylde særlige identitetspapirer. Hvis de under rubrikken ’religion’ skriver ’protestanter’, skal de regne med på stedet at blive smidt ud af toget. De egne, som disse særtog kører igennem, er nemlig (i modstrid mod Danmarks Grundlovs 4. paragraf) underlagt Rom! Jernbaneledelsen har på grund af ’de sorte messer’ fremsat den erklæring, at Martin Luthers lære om ’det almindelige præstedømme’ her er sat ud af kraft. ”Det er ” (ifølge pavens lære) ”kun den ordinerede præst, der har forstand på teologi,” hedder det, ”derfor er den danske menighedsrådslov § 38 fremover uden gyldighed. Den siger nemlig, at (citat): ’intet nyt ritual må udføres uden menighedsrådets samtykke’ – og en sådan menigmands-ordning kan ikke opretholdes, hvor ’de sorte messer’ råder.

Kierkegaards forklaring

Med hensyn til rejsehåndbogens troværdighed har den danske filosof Søren Kierkegaard allerede i midten af 1800-tallet givet følgende ironiske forklaring (citat): ”Ny Testamente kan herefter ikke regnes som en rejsebog for kristne! Det er udelukket! Skriften må set fra den synsvinkel betragtes som en historisk kuriositet; som en forældet håndbog for rejsende i et land, hvor alt er forandret. En håndbog af den art kan ikke længere tages alvorligt. Den rejsende kan højest more sig over den.” Søren Kierkegaard fortsætter:

”… som den rejsende med jernbanen let og ubesværet farer hen over disse strækninger, læser han i håndbogen: ”Her findes det frygteligste ulvesvælg. Den, som styrter i det, forsvinder 70.000 favne ned under jorden – og mens han sidder og hygger sig med sin cigar, læser han i håndbogen: ”Her holder en røverbande til. Den overfalder og mishandler de rejsende.” – ”Nej, hvor morsomt,” udbryder han, ”at forestille sig, hvordan det hele dengang så ud. Ulvesvælget er forsvundet og i stedet har vi nu jernbanen. Røverbanden er væk; her er en hyggelig café.” (’Øjeblikket; 1855).

Hvis Søren Kierkegaards ironiske betragtning skal tages for gode varer, så er der for de rejsende intet at frygte! ’Rejsehåndbogen’, som er den betegnelse, han giver Ny Testamente, er blot ikke fulgt med tiden! Der eksisterer ikke længere noget ’ulvesvælg’, og der er ikke nogen stakkels togrejsende, som på denne udflugt vil ’forsvinde 70.000 favne under jorden’. Den slags middelalderlige forestillinger søger jernbaneledelsen (sammen med den sorte messes præster) at udrydde. Ej heller findes (hverken i hovedstadens fornemme regeringspalæ eller i de afsides valgkredse) ’røverbander’, der har i sinde at overfalde retsindige borgere for at flå dem for deres sidste troens arvegods.

Kierkegaard slutter: ”Oh Du Uendelige! Hvorfor har Du ikke ladet os vide, at Ny Testamente ikke længere er en troværdig vejledning og håndbog for kristne? Hvor grusomt! Når nu alt er blevet modsat af, hvad det har været… Nej! En sådan forklaring kan jeg ikke godtage!

Sådan er Gud ikke! Ny Testamente er og forbliver de kristnes rejsehåndbog – og det vil ifølge den gå denne verden, som det står skrevet!”