Uden Gud er alting tilladt

Den etiske diskussion kører af sporet, når nogle debattører ikke tror på Gud.
For i så fald vil vi være underlagt rammerne af et univers, hvor vi er ligegyldige, og så kan alt være ligegyldigt.

Jeg følger med glæde og interesse de mange indlæg og artikler, som Udfordringen bringer om emnet abort, og fik lyst til at give et lille filosofisk input om sagen.

Moral – et produkt af evolution

Dostojevskij skriver et sted i ”Brødrene Karamazov”, at uden Gud er alting tilladt. Med denne for mig ret åbenlyse sandhed i baghovedet tænker jeg tit på, hvorfra ikke-troende får et grundlag, hvorpå de kan afgøre vigtige etiske spørgsmål. Materialismen kan ikke bidrage med nogen løsning på, hvad der er moralsk rigtigt og forkert. Ifølge evolutionsteorien, som er materialismens skabelsesmyte, er ”moralsk adfærd” nemlig blot en tilpasning, som har øget overlevelseschancen for mennesket, og er derfor blot at betragte som et redskab for vor arts overlevelse.

Moralsk adfærd

Ligesom vores hænder og hjerner er produkter af kampen for overlevelse, således er moral også et tilfældigt produkt af evolutionen. På samme måde som det er umuligt at påstå, at det er mere rigtigt at være i besiddelse af hænder, lige såvel er det umuligt at påstå, at ”moralsk adfærd” er mere rigtigt end ”umoralsk adfærd”. Det er den virkelighed, materialisten befinder sig i, og det er ud fra den forestilling, han eller hun skal danne sine meninger om fx abort.

Intet godt, intet ondt

Kendsgerningen at med Gud ude af billedet er alting tilladt, er svær for ikke-troende at få øje på. I offentligheden diskuteres der gladeligt abort, kloning, stamcelleforskning mv., uden at det skænkes den tanke, at ethvert standpunkt nødvendigvis må bygges på et grundlag, som forklarer, hvorfor noget er bedre end noget andet. I det sekulære Danmark diskuteres der på livet løs, alt imens ingen opdager, at troen på en skabende Gud er betingelsen for overhovedet at have en diskussion om rigtig og forkert. Det er umuligt at være materialist/ateist og samtidig give sit besyv med om, hvorvidt noget er etisk eller uetisk. Det siger sig selv, at en diskussion om, hvorvidt noget er rigtigt eller forkert, ikke kan tage udgangspunkt i en filosofi, hvor ”alt er tilladt”. Uden Gud kan din mening være lige så god som min, og dermed er der åbnet for, at smag og behag og tilfældige strømninger styrer vores valg.

Richard Dawkins

Evolutionisten Richard Dawkins beskriver ret godt materialistens udgangspunkt: Det univers, vi kan observere, har præcis de egenskaber, man ville forvente, hvis der på bunden er intet design, intet formål, intet godt, intet ondt, intet andet end ubarmhjertig ligegyldighed. Jeg er glad for, at jeg ikke skal danne mine meninger med Dawkins’ forestilling om virkeligheden som grundlag.

Aflivning af børn

Filosoffen Peter Singer er ikke bare pro abort, han tager skridtet videre HOLD NU GODT FAST! og mener, at det skal være tilladt at aflive børn, som er født med alvorlige fysiske eller mentale defekter. Singer foreslår en grænse på et antal uger, indenfor hvilke et barn endnu ikke er at betragte som en person. Forældre bør indenfor denne periode have mulighed for at få aflivet barnet, hvis de i samråd med lægerne vurderer, at barnets handicap vil resultere i et værdiløst liv.

Peter Singer

Et citat fra Singer lyder sådan: Human babies are not born self-aware or capable of grasping that they exist over time. They are not persons; therefore, the life of a newborn is of less value than the life of a pig, a dog, or a chimpanzee. Menneskebabyer er ikke født selvbevidste eller i stand til at forstå, at de eksisterer i tid. De er ikke personer, derfor er en nyfødt babys liv af ringere værdi end en gris’, en hunds eller en chimpanses. Peter Singer er i øvrigt (Gud hjælpe os!) professor i bioetik ved Princeton University. Singers mening er ikke ny. I Nazi-Tyskland blev drab på fysisk og psykisk handicappede udført med blåstempling fra Darwins evolutionsteori. Det var drab administreret og udført af højtuddannede læger, som mente, at deres handlinger tjente til menneskehedens bedste.

Hvor trækker man grænsen uden Gud?

Peter Singer er ateist og evolutionist og tror dermed ikke på eksistensen af en absolut sandhed. Han vurderer liv på en måde, som ligner noget, vi kender fra forretningsverdenen, lønsomhed, tror jeg, det hedder. Man vurderer ting op imod hinanden og afgør, hvad der er mest rentabelt. I den her forbindelse vil det være, hvad der bidrager med mest lykke for flest mennesker. Hvis et nyfødt barns liv ikke vurderes tilstrækkeligt værdifuldt, kan det aflives og give plads til et ”bedre” liv. Det forekommer mig ufatteligt, at en uddannet filosof ikke kan se, at man er på gyngende grund, når man tror, værdien af et liv sådan kan vurderes. Hvem i hele den vide verden skulle kunne opstille kriterierne og sætte grænserne i sådanne spørgsmål?

Værdien af et liv

Hvordan måler Singer værdien af et liv? Vi havner der, hvor spørgsmålet om liv eller død bliver afgjort af smag og behag, måske med rådgivning fra en videnskabelig autoritet. Hvor vil ateisterne trække grænsen? Hvorfor egentlig stoppe med Singers idé med de 30 dages ”aflivningsret” ved misdannelser? Vi kunne spare samfundet en masse penge, hvis lidt ældre børn også måtte aflives. Adfærdsvanskelige, DAMP-børn, Asperger- og ADHD-børn, hvorfor ikke have mulighed for at eliminere dem? Singer sætter grænsen ét sted, nazisterne satte den et andet sted, – uden Gud kan det ene være ligeså rigtigt som det andet.

Friedrich Nietzsche

Tænk over følgende: Med Gud ude af billedet, og når alt er tilladt, hvordan kan ét standpunkt så påstås at være bedre end et andet?

“Falder vi ikke ustandselig? Bagover, til siden, forover, til alle sider? Er der stadig et oppe og et nede? Strejfer vi ikke omkring som gennem et uendeligt intet?”

Ateister glemmer, at deres afgørelser i etiske spørgsmål til enhver tid vil være et resultat af smag og behag og tilfældige strømninger i tiden. Ikke-troende mennesker, som gerne deltager i debatter om etiske spørgsmål, er sjældent opmærksomme på, at de opererer uden et egentligt fundament. Friedrich Nietzsche erkendte problemerne, det indebærer, når Gud ”afskaffes”. Her er, hvad han skrev i fortællingen om den gale mand, den hvori han bekendtgjorde, at ”Gud er død”:

Falder vi ustandselig?

”Hvor er Gud henne?” råbte han.” Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel – I og jeg! Vi er alle hans mordere! Men hvordan har vi gjort det? Hvordan var vi i stand til at drikke havet op? Hvem gav os svampen til at viske hele horisonten væk? Hvad var det, vi gjorde, da vi løste denne jord fra dens sol? Hvor bevæger den sig nu hen? Hvor bevæger vi os hen? Væk fra alle sole? Falder vi ikke ustandselig? Bagover, til siden, forover, til alle sider? Er der stadig et oppe og et nede? Strejfer vi ikke omkring som gennem et uendeligt intet?” Nietzsche endte sit liv som sindssyg, måske pga. syfilis, – men det kunne også tænkes, at udviskningen af horisonten, som opstår ved ”afskaffelsen” af Gud, spillede en rolle i hans tab af forstanden.

Jer. 31:33

Når der for langt de fleste ikke-troende stadig eksisterer et oppe og et nede, skyldes det nok dette, at jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte (Jer. 31:33). Spørgsmålet til personen, som har en mening om abort, men som ikke tror på en skaber, bør imidlertid være: Er der i din verden stadig et oppe og et nede, strejfer du ikke omkring som gennem et uendeligt intet?