Tilbage til begyndelsen

s22_Lifehouse - Out of the Wasteland (Bonus Track Version)Der var engang, hvor Lifehouse var rigtig store, og hvor både kristne og ikke-kristne sang med på hittet ’Hanging By A Moment’ . Det er efterhånden længe siden (2001), og der er sket meget i gruppen, som sidst var aktuel med det udmærkede album ’Almeria’.

Når jeg lytter til det nye album ’Out of the Wasteland’, så er alt alligevel på en måde, som det plejer. Jason Wades hæse, lettere melankolske stemme og et band, der både mestrer energisk og eftertænksom rock.
Wade mener selv, at de har genfundet noget af den ånd, de havde, da de startede med at spille i garagen som teenagere. Det synes jeg især man kan høre på det energiske åbningsnummer ’Hurricane’ og frihedssangen ’Flight’. Så selv om bandets medlemmer er blevet voksne, så er de på en eller anden måde ikke så langt fra den lyd, de startede med. Det kan jo både være godt og dårligt. Jeg synes, dette album holder en god, høj kvalitet.

Noget af det jeg godt kan lide ved albummet, er Lifehouse’s evne til at spænde over flere genrer. De blander det hele, men det bliver aldrig usammenhængende. Wades stemmer binder alting sammen, og jeg sidder med følelsen af, at albummet reflekterer livets forskellige ”sange” på en god måde. Der er en underspillet, eftertænksom og afslappet lyd, som gennemsyrer albummet. Det fungerer godt.

Generelt er det et stærkt album, men måske også lidt trivielt i længden. Hvis det skulle være bedre, så skulle der generelt være lidt mere kant og karakter. Lyden og teksterne kan godt drukne lidt i sig selv. Det er behageligt, men måske også lidt for behageligt.