Følsomt og insisterende

s22_CD_mightyliveKristene DiMarco har begået et album med stærke tekster om at søge Gud, overgivelse og om Guds karakter. Det er behagelig, blød lovsang, krydret med hendes gode stemme.

Siger Kristene DiMarco (tidligere Mueller) dig ikke noget? Måske kender du faktisk DiMarco bedre, end du tror. Hun er nemlig en del af det meget populære ’Jesus Culture Music’, som de seneste år har produceret det ene lovsangshit efter det andet. På ’Mighty’ drejer DiMarco musikken en smule fra den klassiske ”pop-lovsang” til ”ballade-lovsang”.

Der er en stor intimitet i albummet. Hendes musik kan næsten beskrives som en mor, der trøster sine børn. Det er følsomt, insisterende og kraftfuldt hele vejen igennem, og det er musik, der opbygger og giver god plads til fordybelse og tilbedelse af Gud. Det synes jeg fungerer rigtig godt. Især med hittet ’It Is Well’. Her får DiMarco virkelig brugt sin dybe, kraftfulde stemme, så man næsten ikke kan undgå at blive draget med. Men også det storladne åbningsnummer, ’Jesus, Your Love’, er virkelig godt. Det er, som om musikken nærmest suger én ind i en tilbedelse af Gud, hvad enten man vil det eller ej. Det er som bølger af følsom lovsang, der prøver at nå ind til hjertet – og det er altså svært at stritte imod! Det er en af de store styrker på ’Mighty’.

Pladen er meget helstøbt og behagelig at lytte til. Men når man har hørt den igennem nogle gange, så kunne jeg godt ønske mig en smule mere variation i musikken. Det bliver i perioder en smule kedeligt for mig. Måske er det en smagssag. Men med lidt mere variation i musikken, så ville dette album i min verden svinge sig op til en topkarakter. Nu lander det lidt længere nede – men dog stadigt højt.