Frihed er kristendommens største styrke

Det siger forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen i dette interview med Iben Thranholm for Udfordringen.

For Danmarks nye forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen er tro og det personlige syn på Gud en privatsag. Han er opvokset i et kirkeligt hjem i det vestjyske, hvor Gud bare var der, uden at familien satte mange ord på det:
– Jeg har en ret enkel forståelse af tro. Det var ikke noget, vi talte meget om i mit hjem, men det lå bare hos os. Derfor er det en privat sag for mig, og jeg ønsker ikke at politisere på baggrund af min tro og prøver heller ikke at pådutte andre en bestemt forståelse.
Men ministerens tro er dog ikke mere privat, end at han gerne vedkender sig den og ikke lægger skjul på, at den har inspireret ham til at blive politiker.

Teolog

Esben Lunde Larsen har en baggrund som cand.theol. Bag motivationen for at læse teologi lå et ønske om at blive præst, men studier af Grundtvig om forholdet mellem samfundsdannelse og identitet var med til at forme den unge teologistuderende i politisk retning og gør det stadigt:
– Det er især relationen til Grundtvig i et historisk aspekt, hvor han kobler kristendom, samfundsdannelse og identitet i tæt enhed, som inspirerer mig som politiker.
Jeg trækker på den 1000-årige kristne kulturarv i forhold til vores samfundsdannelse og identitet.
Det handler om ansvar for næsten socialt som politisk. Jeg har selv nydt en meget privilegeret opvækst og føler, at jeg har et ansvar for de borgere, jeg er i fællesskab med. At skabe rum for næsten rent samfundsmæssigt er helt centralt for min frihedstænkning.

Ikke kristen politik, men farvet af kristendom

Forskningsministeren oversætter de kristne grundbegreber til politiske og almenmenneskelige værdier og går ikke ind for kristen politik:
– Jeg tænker ikke i kristen politik, men at man har et politisk ideologisk ståsted. I Danmark er det farvet af kristendommen. Derfor er jeg også særdeles tilfreds med, at regeringen har gjort det eksplicit i regeringsgrundlaget. Det er udtryk for en klar kristen værdiladning identitetsmæssigt og frihedsmæssigt, som regeringen gerne vil værne og beskytte.
I dette kristne grundlag ligger tanken om trosfrihed. Vi vil kæmpe for alle former for trosfrihed.
At være et kristent land indebærer, at man også kæmper for sin næstes frihed og trosfrihed, og det har Danmark gjort siden Grundlovens indførelse. Kristendommens plads i regeringsgrundlaget handler ikke om en politisk markering overfor islam, som nogle har kritiseret regeringen for. Vi ekskluderer ikke andre.

Frihed vil altid sejre

Men kan friheden bevares som politisk ideologi, når en lovreligion som islam har et andet syn på frihed end det kristne?
– Det giver klart nogle udfordringer, som vi har set det i Muhammedkrisen og i diskussionen om tørklæder i det offentlige rum.
Men det fylder mig ikke med bekymring. Jeg har altid været af den opfattelse, at en religion som kristendommen, der baserer sig på frihed og et aktivt tilvalg, er det stærkeste omdrejningspunkt religiøst set frem for religioner med mere tvangslignende præg.
Alle steder i verden, hvor folk har fået krænket deres trosfrihed, har det givet indre spændinger og oprør. Det er min klare opfattelse, at en frihedsreligion til enhver tid vil sejre. Kristendommens største styrke i forhold til islam er frihed.

Mangel på identitet skaber radikal bevægelse

Når mange unge i Vesten til trods for, at de lever i en frihedskultur, alligevel bliver radikaliserede, er det ifølge Esben Lunde Larsen et spørgsmål om identitetsdannelse:
– En del unge bliver tiltrukket af identitetsskabende bevægelser.
Under den kolde krig blev unge tiltrukket af den aktive kommunisme, som gav en identitet.
Vi har set det samme med visse grupper af miljøaktivister. Nu er vi i en fase, hvor det er religionen, særligt islam, der giver identitet, fordi den giver faste leveregler.
På spørgsmålet om hvorfor det liberale demokrati tilsyneladende ikke kan levere den form for identitet, som unge søger, svarer forsknings- og uddannelsesministeren:
– Et åbent liberalt demokrati som det danske har i årtier været præget af ”vælg dig selv og find ud af, hvordan du vil gøre”.
Det er jo ikke et svar til alle, og derfor er der nogle, der søger væk fra det svar over i noget andet, som er mere håndfast og klart.

Trossamfundene må arbejde med

Kan det være fordi det trosmæssige fællesskab er under opløsning, at kristendommen og dens moral er blevet adskilt fra frihedsbegrebet?
– Det kan det sagtens. Men fra det og til at ville være hellig kriger, er der meget langt i min verden.
Jeg tror ikke, at sekulariseringen alene forklarer det. Der er også andre aspekter af det. En stor del af Folkekirken er ikke i berøring med vores ungdomskultur. Den værdiskabelse fra kirken, som består i at fortælle, at man har værdi i kraft af sin væren og ikke kun præstationer, har ikke lydt i tilstrækkeligt omfang i vores samfundskultur.
Som regering er vi optaget af forholdet omkring ansvar. At vi som borgere udviser samfundssind. Det er også en værdiladning i forhold til den identitet, man kan indgå i.

Men handler det så ikke om at få mere kristendom ind i de unges uddannelse?

– Der er allerede kristendomsundervisning, og det skal der ikke ændres på. Jeg glæder mig over, at så mange kirker har minikonfirmander, som er et supplement til undervisningen i folkeskolen, der jo ikke er forkyndende.
Men det at lade sig identitetsforme i forhold til religion kræver et frivilligt tilvalg som borger.
Det kan de islamiske og mosaiske trossamfund og folkekirken hver især give deres bud.
Regeringens opgave er at give grundlaget for den frihed; men hvordan det udmøntes i praksis, det skal organisationerne selv tage sig af. Det sker ikke automatisk, fordi man skriver det ind i regeringsgrundlaget.

Regeringen vil gøre noget ved kristenforfølgelser

Kristendommens plads i regeringsgrundlaget vil for forsknings- og uddannelsesministerens vedkommende blive omsat konkret politisk bl.a. i et fokus på kristenforfølgelser, som Esben Lunde Larsen gik til valg på at gøre noget ved:
– Forfølgelsen af kristne og religiøse minoriteter er også en del af vores regeringsgrundlag.
Der er udfordringer i det danske samfund, hvor jøder ikke kan gå i fred på Nørrebro, og kristne chikaneres i asylcentre, men også i vores udenrigspolitik i forhold til forfulgte kristne.
Hvad regeringen helt konkret vil foretage sig i forhold til kristenforfølgelser, vil Esben Lunde Larsen ikke ud med endnu:
– Man kunne forestille sig forskellige modeller på tværs af fagministre.
Men jeg kan sige så meget, at når vi har adresseret det i vores regeringsgrundlag, så er det ikke for at sidde og se passivt til.
Vi kommer til at handle. Hvordan og hvorledes kan jeg ikke sige lige nu, men vi vil gerne overraske positivt.