Jeg har et problem med porno

For at overvinde dit problem med porno er du nødt til at få afdækket, hvad det er, du søger i pornoen.
For at overvinde dit problem med porno er du nødt til at få afdækket, hvad det er, du søger i pornoen.

Hej Suh.
Jeg har igennem et længere stykke tid taget mig sammen for at skrive til dig.
Sagen er den, at jeg skammer mig meget over mit problem. Men jeg har et problem med porno. Så er det sagt. Jeg har ind imellem perioder, hvor problemet ikke er så stort, men i andre perioder tager det helt magten fra mig.
Jeg skammer mig meget over det, men jeg kan bare ikke holde mig fra det.
Hvordan skal jeg få stoppet med det? Jeg er indstillet på at gøre, hvad det skal være for at få bugt med det, jeg er bare ikke klar til at snakke med andre om det endnu.
Anonym.

Kære Anonym
Hvor er det godt, at du har fået taget dig sammen til at skrive, og jeg er ked af, at det formentlig har været særlig svært for dig at åbne dig overfor nogen overhovedet, fordi dit problem er af seksuel karakter. Mange skammer sig særlig meget, når deres udfordringer har med det seksuelle område at gøre.
Det er i grunden trist, for seksuelle problemer er ikke mere forfærdelige eller sværere at afhjælpe end så mange andre problemer, men det har i mange, især kristne sammenhænge, fået en særlig forfærdelig og skamfuld karakter. Derfor holder vi disse problemer mere for os selv og får derfor ikke altid den hjælp til dem eller forbøn for dem, som vi ellers kunne have fået.
Og vi tror måske fejlagtigt, at vi er de eneste i verden – eller i hvert fald i menigheden – som har det sådan. Det gør os endnu mere skamfulde og øger følelsen af ensomhed og måske endda fortabthed.
For at overvinde dit problem med porno er du nødt til at få afdækket, hvad det er, du søger i pornoen. Det handler nemlig sjældent blot om fysisk seksuel tilfredsstillelse, men er i stedet et symptom på noget mere grundlæggende.
For de fleste handler det i virkeligheden om en længsel efter nærhed, intimitet og fællesskab. Det er netop her, hvor pornoen lokker os – forfører os: det ser tilsyneladende ud som om, at man her skyder en genvej: at man med et tryk på en knap bliver lukket med ind i et meget intimt fællesskab.
En mand sagde engang til mig: ”Det er ikke så meget det seksuelle, der tiltrækker mig, men det er så rart at blive mødt af så mange smukke smilende kvinder”. Problemet med pornoen er, at det blot er en pseudovirkelighed, og bliver pornoen vores løsning på det grundlæggende problem, får vi altså aldrig håndteret dette på en hensigtsmæssig måde.
For at få bugt med det grundlæggende problem er du nødt til grundigt og ærligt at granske dig selv: Hvad er det du får indfriet, når du bruger pornoen?
Du er nødt til at få afdækket, hvad din inderste længsel er – hvad det er, du er i underskud af i dit liv, som i stedet bliver tilfredsstillet via pornoen? Prøv også at tænke over, hvad der er kendetegnende for de perioder, hvor du ikke er så udfordret af trangen til porno? Hvad er anderledes her i modsætning til de perioder, hvor du ikke kan kontrollere din trang?
Når du bliver klar over, hvilke praktiske, følelsesmæssige, åndelige ting, der er på spil, er du et godt skridt nærmere på at tvinge pornoen ud af dit liv. Så handler det om at tage ansvar for, at de ”gode” perioder kommer til at fylde mere – for så bliver pornoen mere og mere overflødig.
Du kan måske få brug for ekstern hjælp, selvom du ikke er så vild med det. Men med tiden får du måske så meget lyst til virkelig at få bugt med dit problem, at du får frimodighed nok til at dele det med en, der kan hjælpe dig og støtte dig i din kamp? Find måske en i din menighed, af samme køn som dig selv, en der er lidt ældre, og som du har tillid til.
Eller vælg en professionel, som jo har tavshedspligt, og som i øvrigt stensikkert har arbejdet med den slags problemstillinger før.
Hilsen Suh