Kommunerne svigter forældre til handikappede
Stig Grenov
KD’s landsformand
Erantisvej 2
2970 Hørsholm
Kommunerne svigter forældre til handikappede, når de afviser deres lovformelige ret til hjælp og støtte. I flere omgange har KristenDemokraterne hørt om borgere, der har følt sig svigtet i den kommunale sagsbehandling, og senest har autismeforeningen gjort opmærksom på det stigende pres, forældre til børn med handikap er udsat for.
Det er uholdbart, at man skal tilhøre den socialt og uddannelsesmæssige elite for at få ret til det, man har krav på som borger. Har man et barn med autisme, DOWNs syndrom eller som bare har en mild grad af asperger, er det meget ofte op ad bakke for at få den berettigede hjælp. Derfor mener KristenDemokraterne, at der er behov for en kommunal ombudsmand, der kan sikre borgerne.
Kommuner finder smuthuller i lovgivningen ved bl.a. at henvise til, at det er en individuel vurdering. Men en sådan er intet værd, når den kun beror på en socialrådgiver, hvis faglige indsigt i handikappet er tæt på nul. Ikke desto mindre berettes der om tilfælde, hvor Ankestyrelsen ureflekteret giver kommunen medhold.
I et samfund, hvor fokus er på offentlige besparelser, bliver det ofte de få omkostningstunge mennesker, der står for skud. De forældre, der ikke magter at udtrykke sig skriftligt, bliver tabere, når den digitale kommunikation tager over. Samtidig har de sværere ved skriftligt at dokumentere evt. brud på gældende praksis. De, der ikke har økonomisk overskud til at købe sig til professionel advokathjælp, bliver svigtet.
Sagsbehandlere mangler tilmed ofte viden og forståelse for omfanget af handikappet. Det tales ned til noget overfladisk. Eksempel vis blev en ung med aspergers syndrom bedt om at finde og indgive oplysninger på nettet – noget den berørte person netop ikke magter qua sit handikap.
KD frygter, at der bag afgørelserne ligger et mere eller mindre formelt pres fra arbejdsgiverne om at finde så mange smuthuller som muligt for at holde de kommunale udgifter i ro.