Kors stjålet fra refugium
Et granitkors med en helt særlig historie er forsvundet fra Mikkelsbakke Refugium.
– Korset betyder meget for os. En taknemlig far donerede det i 2006, da hans dødssyge datter havde overlevet efter forbøn på refugiet. Ellers skulle det have stået på hendes grav.
Det fortæller Kirsten og Henrik Mørch-Nielsen fra Mikkelsbakke ved Nykøbing Mors, efter at refugiet den 2. juli havde konstateret, at granitkorset var væk. De tilføjer, at granitkorset var mandens første arbejde i sten. Hvis datteren var død, skulle det have stået på hendes grav. I stedet blev det et symbol på glæde, taknemlighed og liv i Kristus.
Granitkorset stod i en lille niche ved opkørselen til Mikkelsbakke Refugium, hvor det viste vej til refugiets kapel. Dette kapel er indviet som kirke til gudstjenestebrug af både katolske og protestantiske præster.
Gud hører konfirmanders bøn
Beretningen om familien, som oplevede bønhørelse, er ikke enestående. Kirsten Mørch-Nielsen fortæller om et hold konfirmander, som bad for en nybagt mor:
– Jeg var sognepræst i Mou og havde ”Minikonfirmander”. Telefonen ringede, og jeg gav børnene fem minutters frikvarter, mens jeg svarede. Bag efter spurgte en: ”Hvem ringede?”
Jeg tænkte, at de 9-årige gerne måtte lære om forbøn, så jeg fortalte, at fru Jensen havde ringet fra København og havde bedt mig være med i forbøn for ”Mille”. Hun havde netop født en dejlig lille dreng, men en fejl under kejsersnittet gjorde, at Mille nu lå i koma på tredje uge. Scanninger viste, at der ikke var håb for hende, Hun ville ikke kunne tale, genkende familien, måske heller ikke se eller høre eller gå eller spise selv, hvis hun risikerede at vågne, hvilket personalet ikke gav mange chancer for.
Mine dejlige elever bad så smukt og ægte, som kun børn kan gøre.
Næste dag havde jeg de store konfirmander. Én spurgte, – ”Hvad var det med ”Mille”? for min lillesøster fortalte lidt om hende!” De unge mennesker blev dybt berørt over beretningen og ville også gerne være med til at bede for ”Mille”. Med dybeste alvor bad mine kære konfirmander på skift og sammen i ca. 10 minutter, fortæller Kirsten Mørch-Nielsen og fortsætter:
– Nogle dage senere fortalte Fru Jensen, at ”Mille” var vågnet og havde smilet til sin far. Jeg spurgte om, hvornår det skete og kunne så meddele fru Jensen, at det var nøjagtigt imens konfirmanderne og jeg sad og bad.
Støtte til refugiet
Faderen hørte om de unges og børnenes forbøn og blev så betaget, at han lovede os 100.000 kr. som tak, til oprettelse af vort økumeniske sted. Datteren er genoptrænet til et rimeligt liv, og alle de tegninger og breve, de små og store fra landsbyen Mou havde tegnet, blev nogle af hendes kæreste ejer.
Beløbet var med til at dykke prisen for bygningerne på Mors, som blev til Mikkelsbakke Refugium. Også Lone Hertz skænkede indtægterne fra en oplæsning af Johannesevangeliet i Margrethekirken i Aalborg til formålet, og det dækkede stort set købsomkostningerne. Vi er så rige, hvad venner angår.
Bøn for tyven
På Mikkelsbakkes fælleskirkelige refugium har man som regel 2-300 overnatninger årligt.
Troende eller søgende mennesker fra mange kirkesamfund kommer for at finde fred og kristent fællesskab. Når der er gæster, har man dagligt bøn og andagter i refugiets kapel, ”Stillerummet”, og ofte også samtaler om trosspørgsmål.
– Straks vi hørte om vort manglende kors, ledte alle vi 7, som den dag var på refugiet rundt i buskadset omkring nichen, men måtte erkende, at det ca. ½ meter høje kors var borte. Så gik jeg i ”Stillerummet” og tændte et lys, og vi bad en bøn for den stakkel, som havde taget korset.
Skulle nogen have fundet vort særlige kors, ville vi være taknemlige for at få det tilbage. Kære du, som har taget korset! Kom og tal med os! Også selvom det dyrebare granitarbejde måske er knækket! Du er velkommen! Vi vil fortsat velsigne dig og bede for dig! understreger lederparret Henrik og Kirsten Mørch-Nielsen fra Mikkelsbakke Refugium.
