Skal man stå fast, eller følge med udviklingen?

Hvordan bliver troens liv til hverdagsliv? spørger skribenten i første del af en dobbelt-kronik om selvudvikling i kritisk lys.

Igennem de sidste 20 år har positiv psykologi, anerkendende tænkning og coaching på det nærmeste blæst enhver anden indfaldsvinkel til tilværelsen af bordet. I dag anser vi det for en selvfølge at tale om ”udfordringer” og ikke ”problemer”, lige så selvfølgeligt, som at alting forandrer og udvikler sig, og at man derfor, som menneske, hele tiden skal følge med udviklingen i samfundet.

Men kan det blive for meget? Kan man være for positiv – fordi det forventes af en? Kan udviklingen gå ud over det grundlæggende behov for forankring, integritet og sindsro?
Og hvad har min kristne tro så at sige om udviklingshang kontra udviklingstvang, eller positiv tænkning, autenticitet, anerkendelse og selvet som ledestjerne?
Der findes et væld af moderne selvhjælpsbøger, coaching-koncepter og pædagogiske metoder, som bygger på anerkendelse og positiv psykologi.
På den anden side står kritikere som fx professor i psykologi Svend Brinkmann. Bibelens ord må altid være overdommer, mens udfordringen i mit foretagende er at udlægge teksten, så at den giver svar på tidsåndens altdominerende ”sandheder”.

Udviklingshang og udviklingstvang

Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. (1.Mos. 2:15)
I skabelsens begyndelse læser vi om Guds oprindelige design for menneskelivets udfoldelse. Mennesket placeres på den ene side ét sted, hvor betingelserne for sindsro og stilstand (i den mest positive betydning) er til stede. Men samtidig får Adam en opgave: han skal dyrke haven, hvilket vel lægger op til udvikling.
I nutiden møder vi begreber som ’Medarbejder Udviklings Samtale’, hvor fokus er flyttet indad. Fra udvikling af haven eller arbejdspladsen til udvikling af medarbejderen som virksomhedens vigtigste ressource.
Og det er i øvrigt ikke bare et HR-påfund, men noget som efterspørges af den moderne medarbejder med udviklingshang, for vi vil jo gerne være dynamiske, udviklingsorienterede og omstillingsparate.
Men på et mere grundlæggende plan handler det også om, at vi bliver genstand for vores eget udviklingsprojekt. Og hvorfor så det? Jo, fordi det at præstere, eller performe, nyder større anseelse end det at kunne stå fast, at være rodfæstet, tilfreds og på plads.
Det er bare et problem, når man ender i en udviklingstvang, hvor intet nogensinde er godt nok, og hvor tempoet hele tiden skal have et nyk opad. Man skal ikke kigge længe i statistikkerne for at se, at stress og depressioner fylder mere og mere – og mon ikke det også hænger sammen med udviklingstvangen.
Når blikket vender så meget indad, risikerer du at finde tomhed, siger psykologiprofessoren. Og for at få selvrealiseringsprojektet til at give mening fyldes livet med værdige projekter, hvor kost, sundhed og motion får status af religion.
”Vi mangler en orientering, og vi løber derfor rundt efter den seneste opskrift på lykke, udvikling og succes”, lyder den skræmmende præcise analyse fra Brinkmann.
Men det er vel ikke kristenhedens problem, for vi har da en orientering?
”Vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender.” (Heb 12.2).
Vi har det største forbillede og det højeste mål, så burde vi vel ikke ha’ problemer med prioriteterne? Det er jeg desværre alvorlig bange for. Måske skyldes det den afstand, der let kan opstå, mellem den åndelige sfære, hvor vi taler om det evige, og hvor principperne og teologien står knivskarpt, og så den hverdagssfære, hvor selvsamme principper virker tågede og teologien ikke synes at tilbyde svar på spørgsmål om karriere, livsstil og personlighedsudvikling.
Kan det være, at vi er nødt til at oversætte fra det høje til det lave, sådan at troens liv også er et hverdagsliv?

Stå fast

Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, … Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus. (Fil 3:9-14)
Hvordan finder man sig selv eller ’skaber sig selv’? Bibelens svar er overraskende skarpt! Man finder ikke sig selv ved at kigge indad, men ved at gribe ud efter ham, som har grebet én. Hvordan prioriterer vi bedst? Ved at sætte alt ind på at vinde Kristus.
Men for nu at få det helt ned på jorden, hvad betyder det så? ”Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang”, er Brinkmanns anti-selvhjælpsguide med 7 trin.
Første trin er ”Stå fast”. Behovet for at stå fast opstår pga. hastighedsforøgelse, tidsunderskud og et stigende behov for at proppe så meget som muligt ind i vore korte liv, mener professoren.
Tidens ideal er fødder og ikke rødder, fordi mobilitet og forandringsparathed er dyder, mens skrækscenariet er at ”gro fast”. Men det går ud over forpligtende relationer til andre. Når vi hele tiden søger at optimere det personlige udbytte – bliver relationer reduceret efter tankegangen: ”what’s in it for me”.
Professoren og Bibelen er enige i det første råd: Hold op med at mærke efter i dig selv! Med Bibelen i baghovedet og Jesus som eksempel kan man sige, at ansvaret for andre medfører en forpligtelse til at ofre umiddelbar tilfredsstillelse af nydelse og selvrealisering for at sætte relationen til vennen, kæresten eller ægtefællen i fokus.
Jesus tager den faktisk skridtet videre, når han pålægger os at tage os af samfundets svageste og elske vore fjender. (Matt. 5.38-48 og Jak. 1.27)
Det sætter den individualiserede tankegang til vægs, for mennesket er Skaberens mesterværk. Vi skaber ikke os selv, hverken ved at kigge indad eller vha. præstationer.
Individet er menings-svagt og kan reduceres til en hedonistisk nydelsesoptimering, mens det er i fællesskaberne og relationerne, vi finder mening, siger professoren.
Når Filipperbrevets forfatter kaster sig fremad, er der styr på retningen. Udviklingsprojektet er personligt, men som med Johannes Døberens bekendelse drejer det sig, om at Kristus skal vokse, og jeg blive mindre.
Og det er et af problemerne i en rodløs generation, den bliver let et offer for tidsåndens omskiftelige vinde, hvor man gribes af snart det ene lykkegivende projekt og snart det andet. Vi har brug for fodfæste; lære at sætte hælene i overfor udviklingstvangen og den iboende udviklingshang. Vi må holde fokus på ham, der er vejen, sandheden og livet. Vi kan leve for noget, der er større end selv den fineste glansbillede-fremstilling af lykke.
Men det starter med, at du stopper. Stop med mindfulness og start Christ-fullness.

Læs 2. del af kronikken i næste uge.