Spion løslades efter 30 års fængsel i USA
Jonathan Pollard, som spionerede for Israel, skal dog foreløbig blive i USA som prøveløsladt.
Amerikanske myndigheder oplyste i sidste uge, at den spiondømte Jonathan Pollard, som blev arresteret i 1985 og dømt til livsvarigt fængsel få år senere for at have spioneret til fordel for Israel, vil blive løsladt i november i år.
Statsminister Benjamin Netanyahu sagde, at Israel ser frem til løsladelsen af Pollard, som har været fængslet i 30 år.
– Efter flere årtiers arbejde vil Jonathan Pollard endelig blive løsladt. Hele tiden mens han sad i fængsel, har jeg taget hans sag op med de amerikanske myndigheder. Vi ser nu frem til hans løsladelse, sagde Netanyahu.
Usædvanlig hård straf
Pollard må dog sandsynligvis blive i USA efter sin prøveløsladelse i efteråret. Amerikansk lov understreger nemlig, at de som løslades på prøve, skal have myndighedernes tilladelse til at rejse udenlands de første fem år efter løsladelsen. Obama-administrationen har sagt, at de ikke vil gøre nogen undtagelse for Pollard, som ønsker at rejse til Israel.
Dommen mod Jonathan Pollard blev af mange set som en skamplet i amerikansk retsvæsen. Sagen var sensationel, da den blev afdækket i 1985, og den var længe en varm kartoffel i forholdet mellem USA og Israel.
I 1987 erkendte han sig skyldig i at have spioneret til fordel for Israel, mens han arbejdede som efterretnings-analytiker i US Navy Intelligence. Han blev idømt livsvarigt fængsel for at have udleveret hemmeligstemplet materiale til Israel. Det var materiale, som han mente, den jødiske stat burde have.
Pollard er den eneste amerikaner, som har fået så streng en straf for at have givet hemmelige oplysninger til en allieret. Andre, som har begået samme forbrydelser, deriblandt én, som spionerede for Saudi-Arabien, fik en dom på 12 års fængsel.