Tankevækkende tankegang

”Jeg forstår bare ikke jeres bekymringer” lød svaret, da jeg på et tidspunkt snakkede med en ung honduraner om hans syn på danskere…

”I bekymrer jer, om I kommer ind på den ”rigtige” uddannelse og om I kommer til at bo det ”rigtige” sted. Herovre handler det først og fremmest for mig om at få et arbejde, så jeg kan forsørge min familie. Jeg håber på, at jeg engang i fremtiden kan få en uddannelse.”

Om ganske kort tid får jeg og tusindvis af andre forhåbningsfulde unge danskere svar på, om vi er kommet ind på ”drømmeuddannelsen”. Den uddannelse vi selv vælger, som vi søger ind på, når vi synes, det passer ind i vores liv, og som finansieres af vores kære stat. Det danske uddannelsessystem er fantastisk velfungerende, og alligevel er det en af vores store bekymringer. For hvad nu hvis det ikke lige bliver den specifikke drømmeuddannelse, som jeg havde ønsket som min første prioritet?

I Honduras er mulighederne for uddannelse meget mere begrænsede. Her er tilvalg, fravalg og prioriteter sjældent noget, du kan tillade dig at have. Den unge honduraner, jeg snakkede med, var ligeså gammel som mig. Enogtyve år, men hans tilvalg, fravalg og prioriteter handlede om noget helt andet end uddannelse. De handlede om at sikre hans familie, og så måtte uddannelse være noget, der måske engang kunne blive en mulighed, hvis pengene kunne række.

Jeg sidder tilbage med blandede følelser, for drømme og forventninger er noget, vi alle har, uanset om vi er fra Honduras, Danmark eller et helt tredje sted i verden, og det samme gælder bekymringer. Men for mig er mine bekymringer godt nok blevet sat i perspektiv, og når jeg nu en af dagene får svar fra mit måske kommende studie, vil jeg uanset svaret føle mig privilegeret over at have muligheden for at uddanne mig – og ovenikøbet selv vælge hvad, hvor og hvornår.