Tror du på det?
”De fleste er ikke rigtigt interesserede i Jesus, så jeg prøver bare at vise hans kærlighed gennem den, jeg er”.
Har du sagt noget lignende, når du snakkede med andre kristne om at dele troen på Jesus? Det har jeg. Men spørgsmålet er, om vi overhovedet ved, hvad vi tror på?
Lad mig forklare – og måske udfordre dig lidt:
1. Hvis du troede på, at du har fundet ”perlen i marken”, som Jesus talte om, ville du så ikke dele dit fund med alle og enhver – lidt mere end du gør? Skal ”perlen” ikke vises frem?
2. Hvis du troede på Jesu ord om Helvede, og om at vi på Dommedag skal sorteres som får og bukke, ville du så ikke gøre lidt mere for, at mennesker ikke bliver sorteret fra evigt fællesskab med ham, som er Gud?
3. Hvis du troede på, at Gud ved bedst, og hvis dit højeste og endelige mål er, at danskerne skal blive helbredt og frelst, er det så det bedste for Danmark med den stiltiende accept af værdirelativistismen? Tænk hvis vi indrettede samfundet med det bagvedliggende mål, at flest skulle komme til at tage imod Jesus, som den højeste værdi. At vi offentligt turde tale Guds sandhed i kærlighed til mennesker. Ville det samfund se anderledes ud end nu? Og hvad med dit liv?
Jeg synes, mange kristne virker modløse og faktisk helt ligeglade med, om deres næste bliver frelst. De tror ikke på det. Som om vi kæmper mod overmagten.
Hvis du ikke helt tror på det, så lad mig minde dig om, at:
Guds plan er ikke, at Jesu liv var højdepunktet i udbredelsen at Guds Rige og troen på ham. Korset var sejren, men også begyndelsen, ligesom et sennepsfrø eller en surdej vokser sig til mere. Guds plan er, at hans rige skal vokse, lige indtil han kommer igen.
Læs, hvordan Jesus taler om Guds rige: Det skal invadere verden allerede nu, og det vokser fra noget småt til noget stort. Ikke modsat. Det er interessant, ikke?
Gud tager ikke fejl, så vi må gøre, som han planlagde, og som Jesus modellerede. Men vi skal forny vores sind for at blive ved med at tro på det. Se med troens øjne og tænke offensivt.
Og ja, de fleste danskere tror ikke på Jesu offer på korset. Det er desværre fakta. Men det gør du måske heller ikke…?
For hvis du gjorde, ville du så ikke gå ud i ”mørket” med Helligånden i dig og ”skinne mørket væk” (på din personlige måde, selvfølgelig)?
Vi bliver nødt til at tro på, at: ”den Ånd, som bor i jer, er stærkere end den ånd, som styrer verden” (1. Johs. 4,4).
For så er alt jo muligt…ikke?