Vanvittig virkelighed

s13_De dræber kristne”De dræber kristne” er en barsk, men nødvendig bog om de kristnes virkelighed i Mellemøsten.

At virkeligheden overgår fantasien, er en gammel erfaring, som efterhånden nærmest har fået rang af kliché.

Det er både beklageligt og problematisk, og man sander det specielt ved læsningen af disse tætgående beretninger om kristne, der ikke alene lever i nogle af verdens aktuelle brændpunkter. De skal også overleve dér: i Syrien, i Irak, i Saudiarabien og i Gaza-Striben.
En syrisk kristen fortæller her om de indledende og tilbagevendende drømme, som han ikke formår at ryste af sig: ”Til sidst åbnede jeg Ny Testamente og fik et chok, da jeg læste, at Jesus sagde; ’Følg mig’. De to ord havde han sagt til mig i hver enste drøm. Da jeg tog imod Jesus, fyldtes mit hjerte med kærlighed. Jeg kunne ikke længere hade nogen.”

Uforståelig kærlighed

Det er en kærlighed, der overskrider alle grænser, især de mentale. Hver eneste side i denne samling gruopvækkende fortællinger fra det virkelige liv er en konstant påmindelse: om bønnens påkrævethed og vedholdenhed. Hver eneste side er også et nødråb mod himlen fra den verden, hvor smerten og det tavse skrig er forfærdelige grundvilkår, ligesom den også er en Jobs-erkendelse: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.
Med de afskyvækkende billeder af Islamisk Stats dyrkelse af den umanerligt iscenesatte voldsdyrkelse i baghovedet minder bogen – når alt andet er sagt, gjort og erfaret – også læseren om Jesu Ord: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel.”
Og sidst, men ikke mindst, er bogen selvfølgelig indirekte også en konstant appel til læseren om at værdsætte selv at være bosat i et land, hvor religionsfriheden er skrevet direkte ind i grundloven.
Gribende, tros-styrkende og pinefuldt nødvendig læsning.

Tom Doyle og Greg Webster:
De dræber kristne – Om at leve som kristen, hvor det er livsfarligt at tro
219 sider
200 kr. • ProRex