Vil du selv passe dit barn?

7 mødre har valgt at gå hjemme for at passe deres egne børn. De ønsker at inspirere andre til at overveje alternativer til daginstitutionernes tilbud.

Camilla Steen Ipsen

Hvad gør det ved et barn at sende det i institution fra et-årsalderen? Påvirker det barnet, eller opnår det blot sociale kompetencer, så det kan begå sig i alle former for fællesskab?

90 procent af danskerne sender deres børn i institution, men nogle forældre har valgt at trodse dette og gå i den modsatte retning – nemlig at passe børnene selv.

Nej tak til institution

I bogen ”Er der nogen hjemme?” møder vi syv mødre, som har valgt at takke nej til daginstitutionernes tilbud om pasning. I stedet for går de hjemme og passer deres egne børn. Dette valg har fået andre forældre til at kommentere på den anderledes ”måde” at gøre tingene på. Ofte bliver de stillet spørgsmålet ”om de ikke savner at fokusere på karriere eller være sammen med andre voksne?”
Men disse mødre ser det at passe deres børn som et arbejde. Et fantastisk arbejde, fordi de kan følge med i børnenes udvikling, både fysisk og socialt. Mødrene giver udtryk for, at det er fantastisk at kunne se sit barn tage det første skridt, i stedet for at lade en pædagog fortælle om det. De glæder sig også over at være den, der trøster barnet, når der opstår konflikter.
Mødrene i bogen bliver deres børns omsorgsperson, hvilket de mener er vigtigt i børnenes første leveår, da det skaber et trygt og stabilt miljø for barnet. Det sociale behov får de opfyldt ved at tilbringe tid med andre hjemmegående og deres børn.
De syv personlige beretninger ledsages af et forord af en af Danmarks aktuelle småbørnsforskere, Ole Henrik Hansen, og et efterskrift af en af landets familiepolitik-debattører, Anne Kirstine Waage Beck.

Økonomi kan være en udfordring

Mødrene er enige om, at livet som hjemmegående mor er godt, men økonomien kan være svær at få til at hænge sammen. I seks ud af de syv familier arbejder faderen og forsørger dermed familien. Der bliver ikke købt nyt tøj eller taget på ferier til udlandet, det er der ikke økonomisk overskud til. Men konklusionen er, at de hellere vil tilbringe de fireogtyve timer i døgnet sammen med deres børn. Den sidste af mødrene, som er enlig, har startet egen butik, hvor hun producerer smykker. Hun bruger sit barns sovende timer som arbejdstid.

Drømme på stand by?

Den ene af de to forfattere, Elisabeth Serner, deler sine tanker om ungdommmens drømme:
”Når jeg kigger på mit liv, som det er nu, og tænker tilbage på de passionerede og radikale fremtidsdrømme, jeg havde, da jeg var yngre, kan jeg godt blive i tvivl, om jeg misser mit kald her i livet. ”MotherTheresa” klinger trods alt bedre end ”hjemmegående husmor”. Jeg er kommet frem til, at det er okay, at nogle ting er sat på stand by, og at jeg stadigvæk har mulighed for at være noget for mennesker, som er sat på min vej. Det tager måske et helt liv at gå til verdens ende for Jesus. Jeg kan også vende det hele på hovedet og acceptere, at set fra himlen ser alting alligevel helt anderledes ud. Måske er det i virkeligheden de små ting i livet, der tæller. Det ekstraordinære findes i det ordinære.”
De syv mødre fortæller ærligt deres unikke historie om, hvordan det er at være hjemmegående i dagens Danmark på godt og ondt.
Bogen fokuserer på de mødre, som skiller sig ud i det moderne samfund, og formålet med denne bog er at inspirere andre småbørnsfamilier til at tænke kreativt i forhold til familielivets indretning.

Elisabeth Brandt Serner & Janni Iben Stevn Hansen:
Er der nogen hjemme? • 94 sider • 150 kr. • Forlaget Brumbas