Drengen ved brønden

Af Karin Juul Jensen Projektkonsulent
Af Karin Juul Jensen
Projektkonsulent

Vi var for fem år siden i kirke. Ja, altså, vi går i kirke regelmæssigt, men for fem år siden besøgte vi en af nabokirkerne med vores tre børn.

Det var spændende, om de kunne sidde stille. Særligt Kasper, 4 år, har et stort energi-niveau og kan bedre lide at være i løb, på cykel eller i gang med at klatre i træer end at skulle sidde stille og høre efter. Han interesserede sig for superhelte og magiske kræfter, så mon han ville få noget ud af denne kirkesøndag?

Han var dog bemærkelsesværdigt stille den dag. Præsten læste op fra historien om den samaritanske kvinde: -Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«
Kasper sad og kiggede ned, og det var lidt svært at afgøre, om han hørte efter. Præsten fortsatte »…drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste.«. Kasper skubbede mig i siden, lænede sit hoved over og hviskede glædesstrålende og fuld af fascination: ”Mor, det vand vil jeg have!” ”Ja. Det er et rigtig godt ønske”, fik jeg svaret med stor glæde i hjertet.
Så havde han da hørt efter. På sin vis var det jo også noget, der talte til hans interesse for overnaturlige fænomener. Jeg forestillede mig en tegnefilm med vand, superheltene kunne drikke, som kunne give dem friske kræfter og sørge for, at de ikke var tørstige mere. I mine tanker var det nok sådan, han forstod teksten.
Indtil han lidt efter hviskede: ”Mor, er det hjertet der ikke bliver tørstigt mere?” Da var mit hjerte brudt. Tænk at Guds Ånd kan åbenbare en sådan tekst, som kan være svær nok for voksne at forstå. Og så kunne drengen udtrykke det så enkelt.
Hvis dit hjerte er tørstigt, er vores Gud ikke en, der gemmer på ressourcerne. Kom til ham, ung eller gammel, med lidt eller meget forstand. Han vil fylde dig med sin Ånd, som kan slukke dit hjertes tørst.