Er de ’helbredende strømme’ for mig?

Kære Orla Lindskov.
Jeg læser trofast din Brevkasse, og jeg er også den type, der tænker meget over tingene; min hustru siger, at jeg tænker lidt for meget. Men nok om det.
Jeg vil nu spørge dig: – Hvad ved vi egentlig om Gud, når det kommer til stykket?
Jeg hørte for en tid siden en præst prædike om: ” – strømme af levende vand, skinnende, helbredende, fredsbringende strømme.” Han kaldte det også for livets vand fra Gud.
Det, som jeg har spekuleret meget over, er det med ”helbredende strømme” – det såkaldte livets vand fra Gud. Hvad kan præsten have ment med det?
Jeg trænger virkeligt til helbredende strømme, såvel til mit legeme som til mit indre.
Jeg læser som allerede nævnt din Brevkasse og det, jeg spekulerer over, er, om det du gør gennem bøn, forbøn og salveduge, er at lede disse helbredende strømme til syge mennesker. Kan du på den måde ændre syge menneskers skæbne?
Det interesserer mig at få noget at vide om det, da jeg selv er kronisk syg.
Jeg har altid haft en slags skæbne-tro, altså troen på, at min sygdom var en del af min skæbne. Altså at min sygdom var noget, der skulle ramme mig.
Jeg har også i nogle tilfælde flirtet med tanken om, at alt mere eller mindre beror på tilfældigheder. Vi kunne kalde det en slags tilfældigheds-lære. Men den tanke skræmmer mig, for så er det hele jo nærmest meningsløst.
Jeg vil nu gerne drøfte en side af min personlighed med dig. Det handler om, hvor svært jeg har ved at tilgive.
Det har været mit problem fra dreng af. I skolen var jeg udsat for langvarig og systematisk mobning.
Den blev sørgeligt nok startet og blev mange gange vedligeholdt af min klasselærer.
Hvor har jeg grædt meget over det som dreng, når jeg blev alene. Jeg græder næsten stadigvæk over det, når jeg tænker tilbage på den tid.
Jeg prøver at tilgive. Men hvor er det svært. Jeg tror, at skoletidens oplevelser har medført, at jeg nu er nærtagende.
Jeg vogter meget på, om nogen er uretfærdig imod mig. Sker det, reagerer jeg voldsomt. Helt ude af proportioner, siger min hustru.
Og jeg har svært ved at tilgive, hvis jeg bliver behandlet uretfærdigt. Jeg ved, det skyldes mobningen, jeg var udsat for i min skoletid. Utroligt som barndommen kan hænge ved.
Jeg var meget sygelig som dreng. Jeg blev faktisk i perioder helt glad for at være syg, for så behøvede jeg ikke komme i skole. Så slap jeg for mobning og forfølgelse. Jeg valgte frivillig isolation. Den lever jeg nok stadigvæk i. Jeg er utryg ved mennesker.
Måske er det mobningen, der har medført, at jeg ikke er psykisk stærk i dag. Derfor har jeg nok også så svært ved at tilgive. Jeg mangler overskud til det.
Jeg tror også, at den fysiske sygdom, jeg lider af, blev grundlagt i min barndom.
Hvis du kan ændre noget til det bedre med hensyn til min psyke og mit legeme, vil jeg gerne modtage det. Jeg læser jo om god virkning af din forbøn og salveduge.
Jeg ryster meget på hånden. Det skyldes min sygdom, men også, at jeg ikke er helt ung mere. Måske er mit brev lidt rodet. Det må du tilgive.
Mine bedste hilsener
K.N.

Svar:

Vi får tilgivelse ved selv at tilgive

Kære K.N.
Det den omtalte præst talte om: ”- strømme af levende vand, skinnende, helbredende, fredsbringende strømme,” det, som han også kaldte for livets vand fra Gud: Det er Helligånden.
Det er fx Helligånden, der bringer lægedom og helbredelse fra Jesus til syge mennesker.
Men nu tilbage til dit spørgsmål om, hvad vi egentlig ved om Gud?
En klog mand sagde engang, at det eneste vi ved om Gud, er det, Jesus har fortalt os.
Alligevel er der nok meget mere i Gud end det, vi ved Jesu hjælp har fået lov til at kende. Gud er jo nemlig evig og uendelig. Men Jesus har nok fortalt os det, vi som mennesker kan rumme og forstå.
Jesus ønskede at vise os Guds milde ansigt. Han ville vise os Gud som den barmhjertige og kærlige far.
Udenfor Jesus kan man dyrke skæbnetro eller tilfældighedslære. Men har vi ved Jesu hjælp fundet ind til Faderen, så ser vi et lys i mørket, som gør os trygge ved Gud og trygge i livet.
Angående dit problem med tilgivelse:
I Matthæus-evangeliet kap. 18, v. 21-35 fremstiller Jesus Gud som den, der ubetinget er rede til at tilgive, blot man inderligt beder ham om det.
Men man kan dog miste tilgivelsen, hvis man ikke selv har et forsonligt sind.
Vi får altså Guds tilgivelse ved selv at tilgive. Det er betingelsen.
Men at tilgive, det kan vi mennesker ikke i os selv. Dertil behøver vi Helligåndens hjælp og kraft. Vi kan kalde det Guds bistand, og den giver Gud os gerne, hvis vi beder ham om det.
Det, som lignelsen hos Matthæus kap.18 lærer os, er dette: – Al tilgivelse begynder hos Gud. Men dens eksistens hos os er betinget af, at vi giver den videre. Fysisk og psykisk helbredelse fra Gud er en form for tilgivelse og kærlighed fra Gud.
Al tilgivelse udgår således fra Gud. Men Guds tilgivelse forbliver kun der, hvor mennesket selv tilgiver. Udenfor tilgivelsens område er der ensomhed, undergang og død.
Nu til din barndom og skolegang:
Jeg kan se, hvordan din barndom og skolegang har skadet og traumatiseret dig. Det lider du stadig under. Som du skriver: – Det er utroligt, som barndommen hænger ved.
Jeg er rystet, når jeg læser, hvordan du i din barndom næsten blev glad for at være syg. Så kunne du undgå at komme i skole og derved undgå mobning.
Din barndom har i sandhed været hård og ond ved dig, og din barndom vil altid være der. Men jeg tror alligevel, at du kan finde genoprettelse hos Jesus for de skader, barndommen har påført dig både fysisk og psykisk. Det vil jeg bede om må ske for dig.
Jeg vil også bede om, at du må komme ud blandt mennesker og dele dit liv og fortid med andre.
Det er forståeligt, men ikke godt for dig at fortsætte barndommens frygt og isolation.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Oplevelser:

Kroniske gigtsmerter forsvandt

Kære Orla Lindskov
Jeg vil gerne nu vidne om, hvad Jesus formår.
For et par år siden oplevede jeg, at mine kroniske gigtsmerter forsvandt, efter at jeg havde modtaget en salvedug, som du havde salvet og bedt over. Rigtig mange tak fordi du bruger din nådegave.
Venlig hilsen
L.