Lad spejlet blive din ven

Det at se sig i spejlet kan let give én mindreværdsfølelser. Men man kan også vælge at se lidt ind i sig selv – og bede Gud se med.

Af Esther Lieberknecht

Nu og da mødes ni kvinder for at bl.a. at skrive sammen i deres skrivegruppe. Dagens opgave består af at kigge sig i spejlet og så beskrive det, man ser. Man kan høre kommentarer som: ”Dét har jeg dog aldrig gjort!” – ”Det kan jeg ikke!” – ”Hvordan er det, jeg ser ud?!” – ”Jeg kan ikke lide at se på mig selv!”

Hvorfor er det så lige, at det kan være så svært for os kvinder – sådan rigtigt – at kigge os i spejlet? Det er i hvert fald ikke tilfældet, mens vi endnu er små piger.
Jeg kan godt huske det øjeblik, hvor jeg for første gang opfattede mig selv meget bevidst i spejlet. Mit blik ledte efter ét eller andet, som kunne adskille mig fra min tvillingesøster. Efterfølgende kunne jeg så gøre mig nogle overvejelser over, om vi nu også i virkeligheden lignede hinanden så meget, som alle omkring os yndede at give udtryk for.

Næring til mindreværdet

Blikket i spejlet blev mere og mere kritisk, efterhånden som vi blev ældre. I teenageårene måtte vi bl.a. konstatere, at vores ører var for store, og at vores næser fremstod som et par opstoppere.
Vi var langt fra vores veninders niveau, hvad skønhed angik – jo tak, mindreværdet fik rigeligt med næring. Mon eventuelle fremtidige drømmeprinser overhovedet ville få øje for sådan et par Askepotter? På det tidspunkt synes dét at blive kysset af en drømmeprins, og valgt som dennes udkårne, i hvert fald noget langt væk og som noget af et eventyr.
Senere i livet er vi så optaget af karriere, familie, børn og husholdning, at vi ikke længere har tiden til at ’dvæle’ foran spejlet. Og da de fleste af os alligevel stadig går rundt og er utilfredse med vores udseende, undgår vi faktisk også helst at kigge alt for meget efter.

At se mig selv i øjnene

Nu som 38-årig kvinde har jeg på ny måttet lære at se mig selv bevidst i spejlet. Efter en udmattende depression ønskede jeg forandring i mit liv og begyndte derfor at stille mig selv nogle spørgsmål: Hvad består jeg egentlig af? Hvad gør mig forskellig fra andre? Hvad gemmer der sig mon i mig? Hvori ligger mit talent, og har jeg, hvad der skal til for at drive det til noget? Hvad motiverer mig til at gøre nogle bestemte ting? Og hvem tillader jeg mig selv at definere mig ud fra?
Dén slags spørgsmål får en anden form for tyngde og værdi – når man samtidig står over for sit spejlbillede. Spejlet reflekterer pludselig min sjæl. Dette – og så efterfølgende det at finde svarene – har været en del af en langvarig proces i mit liv. Og det har så absolut været både tiden og arbejdet værd.

At acceptere mig selv

I dag ser jeg gerne mig selv i spejlet. Jeg kan bevidst fastholde mit blik og tænker ikke automatisk noget negativt om det, jeg ser.
Men det skyldes jo så også den forandring, som jeg har gennemgået – jeg har bl.a. erfaret, at det er godt for mig, ’at tage mig lidt af det ydre’ også. Jeg opsøgte fx en dygtig frisør, som kunne rådgive mig angående ny frisure – og den viste sig at være lige i skabet. Jeg tænker også mere over farverne på mit tøj og tager det på, som jeg føler mig godt tilpas i. Læbestift og rouge bliver også brugt lidt oftere. De efterfølgende positive tilkendegivelser fra mine omgivelser opmuntrer mig til at fortsætte i den retning.
Det at jeg gør noget mere ud af mit ydre, har ligeledes gjort mig godt i forholdet til min mand. Denne rene ydre forandring har i den grad også medført en indre forandring. Jeg har fået øje på de gaver, som jeg er blevet givet, og kan bedre prioritere i mit liv – netop fordi jeg er blevet bevidst om, hvad der har værdi for mig.
I dag ved jeg, at hvis jeg i en periode ikke har tid til at se mig selv ordenligt i spejlet, så betyder det også, at jeg ikke har tiden til mig selv – og dermed heller ikke det at gøre noget godt for mig selv. Altså kan man sige, at den tid, jeg bruger foran spejlet, siger noget om, hvor godt jeg har det, om jeg kan stå inde for hele mig selv – og dermed også mine skavanker og begrænsninger.
Det at være i stand – og have tiden til – bevidst at betragte mit spejlbillede, er ensbetydende med, at jeg elsker og accepterer mig selv.

At kigge i spejlet sammen med Gud

I dag når Gud kigger sammen med mig i spejlet, hvad ser han så i mig? Jeg kan mærke, at det er godt for mig, at Gud ’kigger med’ – jeg skal ikke opretholde en facade – bare være ærlig og åben.
Han har været med mig gennem hele min personlige udviklingsproces. Jeg har med hans hjælp fundet frem til, hvilke planer han har for mig, hvilket har givet mig mulighed for at opdage mange skønne sider af mig selv – både indeni og udenpå.
Når vi betragter os selv i spejlet – sammen med Gud – bliver refleksionen ikke udelukkende et spørgsmål om overfladisk forfængelighed, men det åbner op for dybere spørgsmål, såsom: ”Herre, hvordan ønsker du, at jeg lever mit liv? Er du tilfreds med det, vi ser i spejlet? Glæder du dig over din skabning?”
Med disse ord og denne lille bøn står jeg ikke mere alene foran mit spejl, jeg er sammen med min Gud.
Esther Lieberknecht er gift og mor til 3 børn. Hun fungerer som referent ved skrivegruppens morgenmøder.
Artiklen Lad spejlet blive din ven stammer fra magasinet Lydia 3/2014.