Mange helbredelser i Aalborg

Charles Ndifon, kendt fra tv-serien Åndernes Magt, helbredte mange i Jesu navn – og gav flere en fornyet tro på, at Gud stadig kan gøre det umulige.

Hundredvis af mennesker oplevede i weekenden en lang række mirakler i Aalborg.

Her havde Aalborg Menigheds Center (AMC) inviteret den afro-amerikanske forkynder Charles Ndifon til at undervise og bede for de syge.
Og det var ganske overvældende. Det var svært at holde styr på alle de mirakler, der skete, for det gik meget hurtigt, når Charles Ndifon befalede sygdom og skavanker at forsvinde i Jesu navn. Men alt blev optaget på video til senere dokumentation.
Blandt de mange mirakler, der skete fredag, lørdag og søndag, var bl.a. en delvis blind mand, der kom til at se på det blinde øje, adskillige døve og svagthørende, der kom til at høre; en snes med rygskader, som oplevede lindring eller fuld helbredelse; nakkeproblemer, der blev helbredt; arme, der ikke kunne strækkes ud, som nu kunne rettes ud; migræner og tinitus, der forsvandt; sportsskader, der blev helbredt; nogle oplevede, at deres psykiske lidelser, fobier og traumer forsvandt. Ja endda overvægt forsvandt.
Bygningen på Gasværksvej var som forvandlet til et hurtigtvirkende sygehus med en utrolig kærlig atmosfære, der bl.a. blev bemærket af nogle ikke-kirkevante besøgende, som aldrig havde oplevet noget lignende.

Tilbage til Danmark

Charles Ndifon kom i 2001 for første gang til Danmark. Dengang var han inviteret af en lille frikirke i Ringkøbing.
Da tv-serien Åndernes Magt overværede et møde med en hemmelig gæst blandt publikum, blev denne gæst ligesom mange andre spontant helbredt, og tv-udsendelsen skabte så stor interesse, at Ndifon måtte vende tilbage til flere store kampagner i bl.a. København, Odense, Aalborg, Aarhus, Kolding, Herning og Hillerød.
I alt deltog i nærheden af 50.000 danskere i møderne fra 2001-2003. I 2008 kom den nigeriansk-fødte forkynder tilbage på en kort visit til Aarhus, hvor en sklerose-helbredt kvinde arrangerede møderne. Men der skulle gå syv år, før en kirke i Aalborg igen inviterede Ndifon.
I mellemtiden har han rejst verden rundt og talt til titusindvis af tilhørere. Miraklerne er fortsat sted efter sted.
Udfordringen interviewede Charles Ndifon i Aalborg, og her gav han udtryk for, at han gerne vil tilbage til Danmark. Men han ønsker, at Guds kraft skal rykke ud af kirkerne og vises i al offentlighed – gerne på tv – så danskerne kan se, at Jesus Kristus virkelig kan hjælpe os med alle vores mange problemer.

Udfordringen interviewede apostel Charles Ndifon, da han i weekenden underviste og helbredte mange mennesker i Jesu navn i Aalborg.

– Det er syv år siden, du sidst var i Danmark – nemlig i Aarhus. Hvordan har du oplevet dit seneste besøg?
– Jeg følte, at der var en stor sult og tørst efter at opleve Gud. Og Gud vil stille den sult, hvis vi giver ham plads til at arbejde.
Så sult og plads er vigtigt.
Og jeg tror virkelig, at Danmark igen er klar til en ny, stor bølge.

– Vi lærte dig at kende, da du først blev inviteret til Jesus-kirken i Ringkøbing i februar 2000 og på den måde havnede i tv-serien Åndernes Magt. Bagefter blev du inviteret til en række store møder i København, Kolding, Odense, Aalborg, Aarhus i en årrække. Hundredevis blev helbredt.
– Ja, der skete store ting i Danmark. Men folk forstår ikke altid, at jeg allerede var i gang med større kampagner andre steder.
Da jeg kom til Danmark, kom jeg fra en kampagne med 30.000 deltagere – hver aften.
Jeg har også haft rigeligt at gøre siden. Som du kan følge på vores hjemmeside christlove.org, så har vi hele tiden store kampagner rundt om i verden – fx i Mongoliet, hvor der sker fantastiske helbredelser og tusindvis bliver kristne. Vi er i Afrika, Sydamerika, Europa og USA.

Denne grønlandske kvindes lidelser forløses gennem et øjebliks bøn.
Denne grønlandske kvindes lidelser forløses gennem et øjebliks bøn.

– Når du nu taler i Aalborg, så er der desværre ikke 30.000 mennesker, som du ellers ofte oplever rundt om i verden, men måske kun 500. Hvordan har du tid at tale til så forholdsvis lille en gruppe?
– Det er klart, at jeg må prioritere min tid og tale til flest mulige mennesker. Men jeg kommer på grund af den åndelige sult, der er her i landet. Og fordi jeg kendte pastor David Hansen fra tidligere kampagner. Da han spurgte, om vi ville komme, sagde jeg ja.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vil du komme igen senere?
– Bestemt. Det handler altsammen om at finde Guds ledelse i, hvad vi skal gøre.
Hvis der er nogen i Danmark, som ønsker det, så er vi også villige til at presse en række møder ind, som vi gjorde denne gang. Vi tog direkte fra kampagnen i Chicago hertil, og bagefter fortsætter vi på et nyt stadion i Pensylvaniea med plads til 10.000 deltagere, ugen efter er vi i Maryland og så skal vi til Nigeria.
Du kan se på mit team, at nogle af dem ikke har fået sovet meget, bemærker Charles Ndifon.
Selv ser han ikke ud til at være det mindste mærket af, at han nu har talt i timevis og bedt for mange syge både fredag, lørdag og søndag. Han fortsætter til langt ud på natten, indtil salen tømmes for deltagere.
Han har en næsten overnaturlig energi og taler selv efter mange timer med en overbevisende klarhed og en hjerneaktivitet ud over det sædvanlige.

Tårene fik ofte frit løb, når de syge mærkede helbredelsen.
Tårene fik ofte frit løb, når de syge mærkede helbredelsen.
Ikke nok med kirker

Charles Ndifon er ikke imponeret over kirkerne…
– Præsterne må ændre deres fokus – fra kirkebygningen til nationen. Det drejer sig om at være præster for nationen, for folket, ikke blot deres egen kirke. Kirken er jo ikke en klub. Vi må ud til folk med de gode nyheder.
Vi må sørge for, at der også er kristne ledere i parlamentet. Sådan er det fx i Sydafrika, hvor vi har talt flere gange i parlamentet. Vi må have Guds folk placeret, hvor der træffes beslutninger, siger Charles og viser mig en videooptagelse fra parlamentet i Lima, Peru, hvor han modtages af formanden for kongressen og beder for hende og landet.
– Jeg oplever åbne døre, når jeg mødes med politikere og andre ledere. Selv ikke-kristne og muslimer er åbne, når de ser Guds kraft, forklarer Ndifon og fortæller og viser billeder af kendte og rige personer, han har mødt og i mange tilfælde bedt for.

Guds momentum

– Hvorfor holdt du op med at besøge Danmark?
– Efter at jeg havde været med til en række kampagner i Danmark, sagde jeg den sidste aften til en række ledere, at jeg fornemmede, at jeg skulle noget andet. De blev overraskede, for de ønskede blot, at kampagnerne skulle fortsætte.
Men når du gør Guds kraft til et ritual, så mister du det. Vi skal ikke bare gentage tingene. Vi skal gøre, hvad Gud ønsker.
Det var dengang, hvor der begyndte at ske en masse på møder i Hamborg, Hannover, Tübingen og en række andre byer i Tyskland. Det var forrygende.
Det er vigtigt, at vi forstår vores opgave. Det er en tragisk at være i den forkerte tjeneste. Problemet opstår, når du bliver en succes. Så vil folk have mere, og du forsøger at fortsætte. Men hvis Gud har andre planer med dig, så skal du ikke bare fortsætte.
Mange ledere er i gang med at gøre noget, som de slet ikke er kaldet til. Man kan sagtens være aktiv og have frygtelig travlt, uden at man er effektiv.
Vi må lytte til Gud.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Nu kan en skadet arm strækkes helt ud.
Nu kan en skadet arm strækkes helt ud.
Angrib som en general

– I Danmark er der ikke blot brug for mindre møder i kirker. Der er brug for store kampagner, som er annonceret vidt og bredt. Og møderne skal sendes i tv, så mange flere får gavn af dem.
Hvis militæret vil invadere et land, så sender de først luftvåbnet ind og derefter landstyrkerne.
Vi må have bruge massemedierne i æteren, før vi kan arbejde på jorden. Først må landet ”bombarderes” fra luften, fra medierne, før jordbunden er klar. Så må du have artilleriet med de langtrækkende kanoner, og til sidst sender de infanteriet ind, forklarer Ndifon med en generals formuleringer. Han nævner, at han selv har været i hæren. Men han har også en uddannelse som computer ingeniør. Han har også taget en ph.d. om sikkerheds-systemer. Og moderne teknik fascinerer ham.
Han har prøvet mange gange før at ”indtage en nation” med det gode budskab.
Han er ikke tilfreds med kun at nå de troende kristne i kirkerne, han vil nå befolkningerne. Alle dem, som forlængst har afskrevet ”kirken”, vil han række ud til.
– Djævelen bruger samme metode til at ødelægge en nation. Først fylder han medierne med negative oplysninger, så angriber han med det hårde skyts, osv.
I skal ikke overlade medierne til djævelen.

Vær ikke så forsigtige

– I Danmark savner vi en landsdækkende kristen tv-kanal. De kristne kanaler har mistet sendetilladelser. Har du en idé?
– Der er ved at ske en ændring på verdensplan, når det gælder tv. Det gælder ikke længere blot om at have en kristen tv-kanal, men om at have indhold, som fænger.
Hvis man sender noget, der fænger, så får man seere.
Seerne vil ikke blot se på kristne, der taler om, hvad der sker i deres kirker. De vil se Jesus, levende og aktiv i dag gennem tegn og undere.
Vi er netop kommet på TBN tv-kanalen, og vi håber at få sponsorer, så vi kan fortsætte.
Da de så vores materiale på TBN, sagde de: Hvor har du været? Vi har ikke hørt om dig før!
Jeg svarede: Jeg har været rundt i verden for at forkynde de gode nyheder.
Tænk, hvis vi havde en halv times undervisning på dansk tv en gang om ugen. Tænk hvilken påvirkning, det ville have.

En større vision

– Vi mærker, at menneskers vision bliver udvidet, når de hører vores forkyndelse.
Når du taler med mennesker med en lille vision eller slet ingen vision, så er de optaget af alt det, der er svært. Hvad koster det? Hvilke risici er det? Vi skal have lang planlægning, osv.
Hvis dit hus står i brand, så har du ikke tid til planlægning, så må du handle!
Da vi holdt de første møder på Rhode Island, New York, var mange af præsterne imod. De mente, det var umuligt at samle store menneskemasser i New England. Men da vi først kom i medierne, strømmede folk til, og messecentret var fyldt kl. 19.
Ofte er problemet, at vi har indrettet os for behageligt. Vi hygger os i kirkerne.

Træge ledere

Charles Ndifon er selv så dynamisk og så tændt af at forkynde evangeliet for masserne, at han har svært ved at leve med den træghed, han nogle gange oplever i kirkerne.
– Når præsten inviterer andre ledere – ikke for at yde noget, men bare for at blive velsignet, – så svarer de: Åh, jeg har ikke tid. Jeg har så travlt. Men hvad har de travlt med? Vi kan have meget travlt med en hel masse, som vi ikke er kaldet til.
Det er ligesom i beretningen i Bibelen, hvor en konge indbyder til en fest, og hvor de alle har undskyldninger for at blive væk.
Men på denne tur oplevede jeg den åndelige sult, der er i Danmark. Jeg kan mærke det. Og derfor skal vi holde momentum igang. Det er nøglen: Når Gud gør noget, så skal vi gribe chancen.
Lad mennesker opleve Jesus. Når de tager Jesus med hjem, så sker der noget.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vær utraditionel!

– Vi må være klar til at arbejde usædvanligt om nødvendigt.
En af vores talere chartrede engang tre jumbo-jets og fyldte dem med præster, som han sendte til El Salvador på en kampagne, som forandrede landet.
En anden gang chartrede han et tog i Indien og fyldte det med 800 præster og evangelister, som besøgte ti byer. Og tusindvis af indere blev frelst.
Det er den slags folk, jeg kan li’ at hænge ud med.
Folk, der gør frimodige ting.
Hvis dét, vi gør i dag, ikke giver gode resultater, så må vi ændre vores arbejde, så vi får gode resultater.

Alle patienter udskrevet

Charles Ndifon oplever de mest utrolige mirakler, når han befaler sygdomme at forsvinde i Jesu navn. Mens vi sidder og taler, viser han mig en videooptagelse på sin computer af et besøg på et hospital i Bolivia.
– Da vi kom, var lægerne afvisende og sagde: Hvem er du?
Men da jeg begyndte at helbrede de syge i Jesu navn, ændrede de holdning. Alle 14 patienter blev helbredt den dag.
Her kan du se en kvinde, som de havde regnet med ville dø den dag. Her kan du, hvordan hun kommer op at sidde, og får benene ud over sengekanten. Og her går hun. Og se den læge der, som vifter en tåre væk fra øjnene. Personalet var så rørte.
– Og her ser du en patient, der lå i koma. Her begynder vi at bede for hende. Og her bevæger hun pludselig hovedet. Og her slår hun øjnene op og tror, at hun kun har sovet et kort øjeblik, forklarer den afro-amerikanske prædikant, som mange håber, at vi kommer til at se mere til i Danmark.