Umid på ni måneder blev reddet fra døden
I det fattige land Afghanistan er der en uhyggelig stor dødelighed blandt småbørn og deres mødre. Dansk Europamission støtter nu en klinik for fattige i landet.
Sara* og hendes mand Farshad* blev fortvivlede, da deres søn på ni måneder blev alvorligt syg. De havde nemlig ikke råd til at gå til læge.
Afghanistan er ikke bare blandt verdens fattigste lande. Sundhedstilstanden i Afghanistan er også blandt de dårligste, og det går især ud over mødre og småbørn.
Dansk Europamission har derfor nu startet et nyt projekt i Afghanistan, hvor man vil støtte en klinik, som giver lægehjælp til fattige, der ellers ikke har noget sted at gå hen, når de bliver ramt af sygdom.
I denne klinik får talrige mennesker nu akut de nødvendige lægeundersøgelser og medicin, som de ellers ikke har råd til. Dertil kommer, at klinikken giver træning i hygiejne. Især kvinderne skal lære at forebygge bestemte sygdomme – specielt blandt deres børn.
Ikke råd til at gå til læge
Sara* og Farshad* har allerede fået hjælp af Dansk Europamissions samarbejdspartner i Afghanistan. Sara* fortæller:
– Jeg har fire børn – en søn og tre døtre. Vi bor i B* distriktet nær K*. Min mand arbejder som daglejer på markedet, og vores økonomiske situation er vanskelig. Nogle gange har min mand arbejde, andre gange ikke.
En dag blev min søn Umid* på ni måneder syg. Han havde feber og hostede. På grund af vores anstrengte økonomi havde vi ikke penge til at gå til læge med ham. Vi købte bare noget medicin på apoteket. Jeg gav ham denne medicin i to dage, men han fik det værre, og hans læber blev grønlige og tørre. Hans åndedræt blev besværet, og han havde høj feber.
’Mit barn dør’
Jeg tænkte, at mit barn dør. Jeg sagde til min mand: ’Umid* er alvorligt syg! Lad os gå til lægen!’
Min mands øjne blev fyldt med tårer, og han sagde: ’Jeg kan se, at Umid* er syg, men jeg har ingen penge…’
– Jeg græd meget, og vores nabo hørte min gråd og kom og spurgte, hvad der var sket. Grædende fortalte jeg hende: ’Mit barn er alvorligt sygt og døende, men vi har ikke penge til at gå til lægen og få ham behandlet!’
Naboen hjalp
– Hun svarede: ’Gud er stor… I K* er der en klinik der hedder D*. Lad os tage derhen.’
Hun gav mig også nogle penge, og vi tog Umid* derhen. Da lægen så ham, begyndte han hurtigt at give ham ilt og nogle indsprøjtninger.
Indtil middagstid var Umid i iltbehandling. Farven på hans læber blev normal, og feberen forlod ham.
Så gav lægen os medicin til tre dage og sagde: ’Kom tilbage efter tre dage.’ Vi tog til kontrol – han har det godt nu, men har stadig noget hoste. Jeg ved, at på grund af medicinen vil hosten også forsvinde.
Tak til Gud og lægerne
Denne klinik reddede min søns liv. Tak til alle medarbejdere på klinikken og alle, der støtter arbejdet. Jeg tror, at Gud på grund af medicinen og lægernes hjælp har tilvejebragt en særlig helbredelse, da mange fattige mennesker kommer her og bliver helbredt, slutter Sara*.
Det koster i gennemsnit 540 kroner at give medicin og lægebehandling til 15 personer, oplyser Samuel Nymann Eriksen.
*Af sikkerhedshensyn er der brugt dæknavne.
Fakta
Dødelighed blandt spædbørn og mødre ifølge FN
Børn: Trods nogle fremskridt igennem de senere år var spædbørnsdødeligheden (blandt børn under 1 år) i 2013 hele 70 pr. 1000 fødsler, mens den i Danmark var 3 pr. 1.000 fødsler.
Mødre: Antal døde kvinder pr. 100.000 levendefødte børn, hvor dødsårsagen er forbundet med graviditet, fødsel eller komplikationer i forbindelse hermed var i 2013 hele 400 pr. 100.000 fødsler i Afghanistan. I Danmark var tallet 5 pr. 100.000 fødsler.