Indbyrdes splid
Jens Peter Lauge Giversen
Nørager 1 B st. th.
64oo Sønderborg
Da jeg læste Iben Tranholms klumme i Udfordringen d. 10. september, gik mine tanker i flere retninger: Det er jo ikke kun vantro og andre ikke-troende, der melder sig ud af Folkekirken. Lovgivningen om kirkelig vielse af homofile og lesbiske har fået flere tusinde til at melde sig ud. Det skaber jo for mange et problem, når der senere bliver behov for en kristelig begravelse. Sognepræsterne og andre ansatte – bortset fra graveren – er jo ikke forpligtede til at vise kristent sindelag overfor ikke-medlemmer. Så må andre træde til.
Iben Tranholm nævner også forbøn for de afdøde, der jo nok også omfatter de efterladtes behov for forbøn. – Der reagerede Jørn Nielsen ugen efter med en reaktion mod I.T.s “katolske” indstilling. “Så hører vi nok snart fra pastor Blumensaat igen,” tænkte jeg. Hvilket jo også skete.
Der gik mine tanker så videre til en landsdækkende vækkelse i 1920’rne og 1930’rne. Når der er vækkelse, arbejder Satan tæt på og parallelt, så han kan forplumre og kvæle vækkelsen. – Dengang var det indbyrdes splid, han brugte. I et sogn i Midtjylland tog en sognepræst sit jagtgevær og gik over i kirken og skød sig foran alteret i fortvivlelse over, at de troende i sognet var partiske og indbyrdes krigeriske i stedet for at finde andre løsninger.
I en anden del af Jylland blev de troende i et sogn uenige om, hvem der måtte arrangere møder i missionshuset og indbyde talere. Striden blev så voldsom, at det blev en retsag – trods advarslen i 1. Kor. 6:1-8. Striden fortsatte vist helt til Højesteret, skønt en sådan retsag jo ikke kan vindes af nogen af parterne. – Skal vi den vej også nu? Eller kan vi i kristelig dialog finde andre løsninger?
