Jordemødre må kunne respektere menneskeliv
91 kristne ledere har underskrevet en debatartikel om samvittighedsfrihed i Aftonbladet.
I Sverige bliver jordemødre tvunget til at skifte job, hvis de ikke vil medvirke ved abortindgreb. Men jordemødre bør have ret til at følge deres samvittighed, mener mange kirkeledere.
I en debatartikel i Aftonbladet den 9. oktober skriver 91 kirkeledere under på, at svenskere bør have frihed til at følge deres samvittighed og vise respekt for menneskeliv.
Hovedinitiativtager er pastor Stefan Swärd fra Stockholm Evangeliska Frikyrka. Han har tidligere samlet næsten 400 pastorer til et lignenede opråb mod Sverigedemokraternes politik på flygtningeområdet, skriver KPK.
Skal jeg stoppe som jordemor?
Kirkelederne citerer fra en jordemors brev til Socialstyrelsen. I brevet udtrykker hun sin frygt for at medvirke ved sene aborter, hvor fostrene overlever og kæmper for deres liv.
I brevet hedder det bl.a.:
”Eftersom der ikke findes nogle regler og bestemmelse om, hvad man skal gøre med et foster, som kæmper for livet, så efterlader man fosteret til at dø i et fad eller et bækken. (…)
Jeg havde bestemt mig for aldrig, aldrig at gøre dette arbejde. Skal jeg nu tvinges til at stoppe som jordemor? Hvordan skal jeg reagere?
Og hvis jeg skal tvinges til at fortsætte og gøre det igen, hvad skal jeg da gøre med fosteret, hvis det er i live?”
Pligt til eutanasi?
Kirkelederne spørger herefter, om plejepersonale fremover også skal tvinges til at udføre eutanasi:
”I Sverige i dag tvinges jordemødre til at vælge mellem at udføre abortindgreb, som afslutter små menneskeliv, eller at stoppe med jobbet.
Samtidig har politikere og opinionsdannere luftet ønsket om at se på mulighederne for at indføre aktiv dødshjælp. Hvis dødshjælp legaliseres i Sverige – skal sundhedspersonalet så også tvinges til at gøre ende på menneskeliv gennem eautanasi eller assisteret selvmord?…
Respekt for livet bør være den vigtigste rettesnor i sundhedsplejen”, skriver de 91 kirkeledere.
Menneskeretskonventionen
Kirkelederne henviser til Den Europæiske Menneskeretkonventions artikel 9, som handler om tankefrihed, samvittighedsfrihed og trosfrihed. Ifølge Europarådets resolution 1763 skal ingen kunne tvinges, holdes ansvarlig for eller på nogen måde diskrimineres for at have samvittighedskvaler i forbindelse med abort eller dødshjælp.
De fleste europæiske lande anerkender sundhedspersonales samvittighedsfrihed.
Denne ret bør den kristne kirke i Sverige også forsvare stærkt, slutter opråbet fra kirkelederne, som kommer fra forskellige kristne kirker og organisationer.