Kan man være afhængig af sex?

Selvom det hos den sexafhængige måske kun er for en kort tid ad gangen, så varmer det dog netop det korte øjeblik. Desværre er det som at tisse i bukserne for at holde sig varm, da den efterfølgende ensomhed ofte vender tilbage med endnu større styrke. Deraf behovet for det næste fix.

Hej Suh.
Der er nogle, der taler om, at man kan have en sex-afhængighed.
Jeg forstår, at man kan have lyst til sex – fordi det er en naturlig og Gudskabt drift – men hvordan skal man forstå det, når det er blevet til en afhængighed?
Handler det ikke egentlig om, at man blot ikke kan styre sine lyster, og at man på en måde frasiger sig sit ansvar for det ved at kalde det en ”afhængighed”?
N.N.

Kære N.N.
Du har ret i, at man nogle gange kan komme til at finde dårlige undskyldninger for sig selv, blot fordi man ikke orker eller gider at tage ansvar for et problem, man har. Man retfærdiggør i stedet sin adfærd ved at iklæde den nogle faglige eller medicinske termer.
Det er bl.a. det, mange danskere trækker på smilebåndet af, når vi i serien Matador hører Fru. Murermester Jessen forklare, at hun sandelig ikke spiser sødt, fordi hun har lyst, men blot fordi ”hun trænger!”
Langt de fleste, som har mange seksuelle forhold, eller som har eller har haft en affære ved siden af deres parforhold, vil ikke forklare sig med, at de er ”afhængige af sex”, men i stedet vedgå, at det var et bevidst valg, eller at de faldt for fristelsen eller lign.
Men det er dog reelt nok, at man kan være afhængig af sex, ligesom man kan være afhængig af så mange andre ting.
Her, som i forhold til andre ting, er det afgørende, om man opnår nogle fordele/gevinster, som man ikke oplever at kunne få på andre måder, og om der opstår abstinenser, fysiske såvel som psykiske, ved fravær af det pågældende emne.
I forhold til sex-afhængighed kan der hos den afhængige sagtens opstå abstinenser i form af motorisk uro, rastløshed, tristhed, aggressivitet m.m., hvis der ikke er adgang til jævnlige seksuelle relationer – reaktioner, som man også ser hos fx personer, der stopper med at ryge. Disse reaktioner er et udtryk for, at kroppen og psyken har svært ved at klare sig uden deres ”stof”. At det gør ondt uden stoffet.
Som ved al anden afhængighed er der både fysiske og psykiske faktorer, der spiller ind i forhold til sexafhængigheden. De fysiske fordele er indlysende, fx frigives der under den seksuelle akt netop endorfiner, som udover at give en følelse af velvære også bekæmper stresshormonet kortisol.
Denne følelsesmæssigt positive oplevelse skal man ikke underkende betydningen af. På det psykiske område er sex for mange en måde at opleve nærhed, tryghed og samhørighed på. Det kan også være en måde at få bekræftet deres værd på.
Selvom det hos den sexafhængige måske kun er for en kort tid ad gangen, så varmer det dog netop det korte øjeblik. Desværre er det som at tisse i bukserne for at holde sig varm, da den efterfølgende ensomhed ofte vender tilbage med endnu større styrke. Deraf behovet for det næste fix.
Det er vigtigt at forstå, at den sexafhængige måske lige så godt kunne være blevet afhængig af et andet stof/emne for at udfylde den indre tomhed eller tristhed, men af forskellige grunde blev det lige denne måde, der først viste sig brugbar, og derfor blev det den primære løsningsstrategi.
Hilsen Suhs