Starter globalt netværk

Brian Christensen er præst i Lemvig Bykirke. Han deltog på vegne af Evangelisk Luthersk Netværk (ELN) i en konference i Dallas, hvis fokus var det pres, den lutherske kirke oplever fra liberal-teologien.
Brian Christensen er præst i Lemvig Bykirke. Han deltog på vegne af Evangelisk Luthersk Netværk (ELN) i en konference i Dallas, hvis fokus var det pres, den lutherske kirke oplever fra liberal-teologien.

Evangelisk Luthersk Netværk (ELN) har på et møde den 15. september besluttet at bakke op om arbejdet med en global bekendelse, som blev affødt af en konference i Dallas i begyndelsen af august.

Af Karin Juul Jensen

Konferencen i Dallas, Texas, blev afholdt af North American Lutheran Church (NALC) for at skabe dialog med andre lutherske kirkesamfund og reformbevægelser.

Konferencen hed Global Confessional and Missional Lutheran Forum, og Brian Christensen, som er landssekretær for Evangelisk Luthersk Netværk og præst i Lemvig Bykirke, deltog på vegne af det danske ELN.

– Hvad var anledningen til konferencen?
– De etablerede lutherske kirker rundt omkring i verden oplever et pres fra liberal-teologien indefra og samfundskulturen udefra. I en del vestlige lande har det bl.a. medført indførelse af vielser af to personer af samme køn. I nogle tilfælde har østafrikanske kirker afbrudt samarbejdsrelationer med vestlige kirkesamfund, forklarer Brian. – Dermed opstår behovet for nye internationale netværk.
Biskop emeritus Paull Spring fra NALC ledte konferencen på vegne af værterne. Deltagerne blev inviteret lidt tilfældigt, men primært ud fra et lignende møde i Tyskland sidste år.
– Vi blev inviteret, fordi det norske ELN var opmærksom på, at vi også kunne være interesserede. Fra de skandinaviske lande var der 3 repræsentanter fra det norske ELN og 1 fra det svenske missionsprovinsen. Fra Tyskland var der deltagelse fra International Christian Network, og fra Østafrika generalsekretæren fra Mekane Yesu kirken i Etiopien og en biskop fra Tanzania.

– Hvordan oplevede du det at være med?
– Vi mødte en utrolig gæstfrihed og venlighed hos vore amerikanske værter. Det, som gjorde størst indtryk, var oplevelsen af fællesskab og enhed på tværs af kulturer og traditioner. Det var også opmuntrende at høre om de østafrikanske kirkers iver for mission og den offervilje, som de udstrålede. Jeg synes, vi havde nogle dybe og væsentlige samtaler om den lutherske kirkes situation og fremtid, siger Brian.
– Stemningen var god, og der var en fornemmelse af, at Guds Ånd var tilstede. En atmosfære af tillid og hjertelighed. Vi var fælles om at ville være tro mod Bibelen og vores lutherske kirkes bekendelser. Det gav frimodighed.

Et nyt netværk tager form

– Kan du nævne nogle eksempler på, hvad der blev nævnt på konferencen?
– Vi havde en brainstorm om hvilke emner, der er relevante i den fælles erklæring. Noget af det, der blev foreslået, var at fokusere på det at være discipel og gøre andre til disciple i modsætning til at være medlemmer af en organisation eller institution. Nogle foreslog, at vi i disse tider med forfølgelse skaber et forum med gensidig støtte og forbøn. Der var mange forslag, og nu skal det prioriteres, hvilke der er vigtigst at bruge ressourcer på.

– Er det ikke at trække sig væk, når man vælger at bryde med de etablerede fællesskaber?
– Det kan man jo godt sige på den ene side. På den anden side var der et meget stort udtalt ønske om at være vidner om Kristus for dem, som ikke kender ham. Så vi ser det mere som en mulighed for at kunne forkynde et rent budskab for en verden, der mangler det håb, vi har i Kristus. De lutherske fællesskaber står over for udfordringer, som påvirker og ofte truer deres mission og tjeneste. Nogle af disse udfordringer deles af lutherske kristne og naturligvis af andre kristne rundt om i verden, mens andre er specielle i de enkelte kulturer og kontekster, mener Brian.
– Der var en på konferencen, der udtrykte det meget fint. ”Nogle siger¨, vi bevæger os væk, men egentlig, når vi ønsker at bevare nærværet og relationen til Gud og hans ord, er det det, der holder os tæt på det centrale”. Det er det, det hele handler om, smiler Brian.

I erklæringen beskrives det på denne måde: ”Kirken er I dag kaldet til trofast at bringe vidnesbyrd om Evangeliet om Jesus Kristus og Guds Ord, sådan som det er befalet i Missionsbefalingen” (Matt 28).
– Dette har altid været hovedopgaven for Kirken, men i vor tid er det blevet særlig vanskeligt at virkeliggøre den mission.

– Hvordan ser situationen ud i de andre lande?
– Siden 2011 er NALC, som består af 400 menigheder, brudt ud af ELCA (Evangelical Lutheran Church in America), som er en af de gamle lutherske kirker med 8000 menigheder. Og før det var yderligere 700 menigheder brudt ud af ELCA som følge af uenighed om bispeembedet og liberalteologiens indflydelse i ELCA. Mekane Yesu kirken er i 2013 ophørt med sit partnerskab med ELCA i Amerika og med Svenska Kyrkan. Årsagen til bruddet er de to kirkers accept af ægteskab mellem to personer af samme køn og ordination af homoseksuelle præster.

Sekularisering giver problemer

Hvorfor er den stigende sekularisering et problem?
– Den stigende sekularisering fører til, at mange mennesker bliver fremmede for evangeliets sandheder. Mens dette særligt er sandt i det globale nord, så er der steder i det globale syd, hvor sekulariseringen også øges, fx Australien, Sydafrika og nogle lande i Sydamerika. Konsekvensen af denne sekularisering er dog noget, der har betydning for alle kristne og alle kirker i verden, siger Brian.
I erklæringen beskrives det, at udfordringen til kristenheden ikke kun kommer ude fra de omkringliggende kulturer, men også indenfor i kirken.
– Sekulariseringen af kirken er et voldsomt problem, der opstår, når medlemmer af kirken lader sig præge af sekularisering, forbrugermentalitet og ser kirken mere som en social konstruktion end som Kristi brud i verden i dag.

Hvad var det konkrete resultat af konferencen?
– For det første betyder det meget at få kendskab til situationen for kirker og netværk andre steder i verden, så vi kan styrke hinanden. Udviklingen minder på mange måder om det, vi ser i Danmark med højere grad af sekularisering både i samfund og kirke. Helt konkret havde vi drøftelser, som førte frem til et dokument, ”The Dallas Proposal”. Det blev også besluttet, at hvis der var opbakning til det fra baglandet, vil man arrangere at mødes igen og stifte dette nye internationale forum.
– Vi fik som deltagere nogle kontakter til andre lande, som kan blive værdifulde fremadrettet. Fx talte jeg med en præst om muligheden for, at unge fra Danmark kunne komme derover som volontører og lære noget om deres kirke. Mange kristne unge rejser efter gymnasiet eller på et tidspunkt i deres ungdomstid ud, og det kunne være rigtig spændende at få erfaringer fra amerikansk kirkeliv til Danmark.
– ELN’s bestyrelse er positiv overfor resultatet af konferencen og besluttede, at vi er interesserede i at følge udviklingen i dette forum. Vi har ikke mange økonomiske ressourcer til et internationalt samarbejde, men når det endelige forslag til stiftelse er færdig i løbet af foråret, vil vi beslutte, om vi vil være en del af det, udtaler Brian.

ELN blev stiftet i Odense den 27. august 2006. Baggrunden var den kirkelige situation og et ønske om at skabe en platform, et netværk, for evangelisk-lutherske kristne i Danmark, som ønsker at fastholde en klassisk forståelse af Bibelen og kirkens bekendelser.