Tror du med hovedet eller hjertet?
Når jeg læser dagens tekst så tænker jeg, at den handler om hoved og hjerte.
Forestil dig, at dit barn er blevet syg og kun har kort tid tilbage at leve i! Jeg er selv far til tre og kan levende forestille mig den desperation, som har indfundet sig hos embedsmanden i beretningen her.
Han er villig til at gøre alt for at hans søn skal blive rask og redde livet.
Han har hørt om Jesus af omveje og ser her løsningen!
Tror han på Jesus?
Han tror i hvert fald på, at Jesus helbreder folk, for det har han hørt. Han tror også på Jesus, når Jesus siger, at mandens søn er helbredt.
Det er en fantastisk tro båret af desperation. Manden tror Jesus, men har han overhovedet andet valg?
Han griber efter strå, eller det er i hvert fald hans oplevelse. I virkeligheden griber han ud efter strå men får fat i en klippe, som står fast.
Søger vi også kun efter et mirakel?
Manden søgte et mirakel, og det tror jeg mange mennesker gør i dag, men han finder meget mere end et mirakel – han finder Jesus; vejen, sandheden og livet.
Jeg er særligt begejstret for afslutningen på beretningen i det sidste vers: ”Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.”
Da han så, at Jesus ikke kun indeholdt trøstende ord og gode intentioner, men at livet selv kom fra Ham, så kom troen fra hovedet ned i hjertet og manden kom til tro.
For os i dag hvor livet, og i særdeleshed følelseslivet, kan byde på en sand rutchebanetur er Jesus stadig klippen som står fast. Han inviterer os ind i et fællesskab med Ham, hvor troen ikke kun handler om hoved, men i høj grad om hjerte. Så vi ikke bare kan tro, men hvor vi faktisk ikke kan andet end at tro.
Hoved eller hjerte?
Troen i hovedet og troen i hjertet adskiller sig fra hinanden ved mødet med Jesus. Vi kan prøve nok så meget at gøre troen til en diskussion om rette meninger eller dogmer. Men hvis vi ikke har mødt Jesus, hvis Helligånden ikke har introduceret os til Ham, så kommer troen ikke ned i hjertet.
Som vi synger i den gamle sang: ”Det kan ej forklares, det kan kun erfares hvor saligt det er hos Jesus.”
Uden mandens oplevelse ville han have tilsluttet sig koret af mennesker som fortæller om alle Jesu fortræffeligheder. Men, han så, han oplevede og troen blev levende i ham.
Jesus, mød os.
Jesus, red os.
Jesus flyt, ved din Helligånd, fra vores hoved og ned i vores hjerte – så vi kan møde verden omkring os med hjertet før hovedet!
Søndagens tekst: Joh. 4:46-53
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk
Embedsmandens søn
46 Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin. I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg. 47 Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden. 48 »I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,« sagde Jesus. 49 »Herre,« bønfaldt embedsmanden, »du må komme, inden min lille dreng dør!« 50 »Du kan roligt gå hjem,« sagde Jesus, »din søn er helbredt.« Manden troede Jesus og gik. 51 Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask. 52 Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. »I går aftes ved syvtiden forsvandt feberen pludselig!« forklarede de. 53 Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: »Din søn er helbredt.« Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.