Da de kristne fik Gud til at forsvinde

”Når man afskærer gudsrelationen fra den menneskelige virkelighed, både i vores eget indre og i verden omkring os, og begynder at dyrke den i særlige miljøer på særlige tidspunkter – så er det, at der begynder at vokse noget frem, vi ofte kalder ”religiøsitet”. s. 70

En profetisk stemme

Magnus Malm er nok en af vor tids klareste profetiske stemmer. Med et åndeligt klarsyn tager han temperaturen på en kristenhed, som bare gerne vil anerkendes og accepteres af det omgivende samfund. En nordisk kirke, som oplever, at stadig flere vender ryggen til kirke og kristendom – og som derfor, i nærmest desperation, forsøger at luge ud i alt det, folk kan tage anstød af, modernisere sprogbruget og separere de neutrale arenaer fra de åndelige. Men, som Malm forklarer, det er kirken, som sekulariserer ved at tage Gud ud af hverdagen, ude af arbejdslivet, familielivet, fritidslivet … ja, det virkelige liv i det hele taget. For hvis Gud ikke skal blandes ind i mit engagement i miljøspørgsmål, politiske beslutninger, karrieremæssige valg osv., så er det nok fordi, det ikke er noget, han interesserer sig for, og når Gud ikke har nogen betydning i 90% af de handlinger, som fylder min virkelighed, hvad skal jeg så med ham?

Uddriv én ånd… og ti andre flytter ind

Med Det Nye Testamentes ord, så er problemerne med den hovedrengøring, som kirken har foretaget, at hjemmet har stået tomt, men rummeligt og indbydende tilbage. Klart til indflytning. Hvor vi i den modne og moderne kristendoms navn har ryddet ud i antikverede begreber som hellighed, synd, omvendelse, fortabelse og moralske absolutter af enhver art, er der skabt plads til individualisme, materialisme, kapitalisme, tolerance (overfor alt andet end de absolutte overbevisninger), og disse ismer og værdier dyrkes nu i stedet for den blodfattige kristendom, som alligevel ikke har noget at sige til virkeligheden. Men som Malm siger: ”Vi er kaldede til at følge Jesus på en knivsæg af frihed. Kun i skæringspunktet mellem adskillelse og udsendelse, mellem at være fremmed og delagtige, kan vi skimte Guds hellighed” (s.204). Og Guds hellighed er en beskyttende cirkel omkring mennesket, men uden en berøring af Guds hellighed er der ingen omvendelse. Og en kristendom, hvor omvendelse blot er et ord – så abstrakt som ”Jeg tror på en Gud”; uden livsforvandling, uden at livet helt konkret ændrer retning og uden at sandheden får taleret i mit liv – er en død eller døende kristendom.

Der er håb

Magnus Malm er ingen dommedagsprofet. Når han revser kirken og de kristne, mærkes det, at han er motiveret af en længsel efter at se kirken generobre sin sande plads som lys og salt i verden. På den måde bliver det befriende budskab, at vi ikke skal halse efter udviklingen i konstant frustration over at være bagud. Tværtimod må vi søge tilbage til centrum, for paradoksalt nok så er det også dér, den åbner sig i periferien. ”Først når kirken forstår, at den ikke er til for verden, men for Gud, bliver den et tydeligt tegn for verden” (s. 197).
Det er i sandhed en bog, som er værd at læse.

Magnus Malm: Som om Gud ikke findes
240 sider • 299,95 kr. • Boedal