De vil skabe et moderne klosterliv
Marianne og Carsten Dalsgaard Hansen skal fremover lede Hellig Kors Kloster som fællesskab og retrætested.
Marianne og Carsten Dalsgaard Hansen bliver det nye lederpar på Hellig Kors Kloster ved Ringkøbing Fjord.
Marianne er læreruddannet og Carsten teolog, uddannet i Aarhus med tilknytning til Menighedsfakultetet.
I 7 år var de præstepar i Emdrup Kirke i København. Men det sled på Carsten, hvis idealistiske personlighed ikke passede sammen med folkekirkens dagligdag.
– Åndeligt og menneskeligt blev jeg dybt frustreret. Jeg var anfægtet af folkekirkens åndelige elendighed. Min drøm var at bygge menighed, men samtidig oplevede jeg i stigende grad, at nåden var blevet en offentlig ydelse, som jeg var tjenstligt forpligtet på at give, fortalte han i et interview i 2007.
Han ønskede en kirke-reformation og var med til at få genudgivet Henry Ussings ”Menighedsliv og kirkeliv” og skrev også selv en bog med sine tanker ”Bryd jer nyjord”.
Han sagde sit job op for at blive forstander for Menighedshøjskolen, men den gik ned, og han blev senere souschef og siden forstander på behandlingshjemmet i Bjæverskov i otte år. I det hele gav han sig selv fuldt ud.
Marianne var samtidig leder indenfor genbrugsarbejdet.
Parret flyttede til Daugaard på Carstens hjemegn i Vejle-området, hvor han levede af at være skolebus-chauffør. Samtidig hjalp han til som præst forskellige steder og holdt retræter i Agape-regi. Det åndelige eller spirituelle betød stadig mere – også for hans egen helingsproces. Han blev især inspireret af Magnus Malm og er med i den norske Korsvejs-bevægelse.
Derfor er det en naturlig udvikling, at han og Marianne nu bliver kloster-bestyrere.
Tilbage til visionen
Bestyrelsen for fondet, som ejer klostret, nedsatte sidste efterår en arbejdsgruppe, som fik til formål at udarbejde en ny vision for stedet. Helligkors kloster råder over næsten 2000 m2. Gruppens rapport og de efterfølgende overvejelser har nu ført til en beslutning om, at der skal gøres et alvorligt forsøg på at realisere stifternes oprindelige vision om et klosterfællesskab i tidssvarende form.
Og det er denne opgave, som Marianne og Carsten Dalsgaard Hansen i første omgang vil bruge kræfter på.
– Vi tror, at tiden er moden til alternative måder at bo og leve på. Der er brug for, at kristne går foran, og på klostret kan vi få mulighed for at leve et fælles liv i bøn og arbejde, siger det nye lederpar.
Planen er, at Marianne og Carsten selv flytter til klosteret fra sommeren 2016 og begynder at holde retræter og andre arrangementer. Det skal også være muligt at bo på klostret i kortere eller længere tid.
Nye boliger
Planen er, at der skal etableres nogle nye og moderne lavenergiboliger på den 14 ha store grund, hvor de fastboende kan bo. Hen ad vejen håber bestyrelsen så, at der kan blive økonomi og kræfter til en mere gennemgribende renovering af klosteranlægget, som i dag fremstår noget utidssvarende.