Det sker i adventstiden

s15_julekoncertI disse uger er det højsæson for kirkelige arrangementer med koncerter o.lign. 

Koncerter

I Aabenraa holder Sct. Nicolai Kirkes projektkor adventskoncert i kirken lørdag den 28. november. Kor, orkester og solister opfører Johann Sebastian Bachs kantate 61 ”Nun komm, der Heiden Heiland” (Kom, hedningers frelsermand) og synger smukke adventssange fra forskellige lande og tider. Gratis adgang.
I Skelgårdskirken på Amager er der julekoncert den 30. november med OBG brass band under ledelse af Jens Emil Holm. Der er gratis adgang.
I Mariakirken på Vesterbro i København er der julekoncert med Rysensteens Gymnasium den 1. december.
I Holmens Kirke er der den 2. december ’Kirkeministerens Julekoncert’ med nordisk advents- og julemusik, værker af Haydn og Carl Nielsen samt fællessalmer. Medvirkende er Holmens Kantori, DR SpireKoret, Strygerensemblet DUEN. Solist: Andreas Brantelid, cello og ved orglet er Erik Kolind. Dirigent: Jakob Lorentzen.
Fri entré.
I Korsvejskirken på Amager er der gospel julekoncert den 2. december.
Samme dag er der koncert i Kristkirken på Enghave Plads med Kristkirkens Voksenkor og i Sanct Matthæus Kirke på Vesterbro. Her medvirker U2 goes Christmas, præst Birgitte Engholm og bandet Die Herren. Fri entré.
I Grundtvigs Kirke på Bispebjerg er der koncert den 3. december. Organist Babett Hartmann spiller advents-musik af Heinrich Scheidemann, J.S. Bach og Sigfrid Karg-Elert.
Timotheus Kirke i Valby holder den 3. december koncert med Anders Butenko-Nielsen og Copenhagen Gospel Choir.
I Vigerslev Kirke i Valby er der julekoncert med koret Lille MUKO den 3. december. Fri entré.

Internationalt

I Simon Peters Kirke i Kolding er der international julefest lørdag den 5. december både for kristne og ikke-kristne. Eftermiddagen begynder med en dramatisering af beretningen om Jesu fødsel, julesalmer, bøn og julemiddag (alle medbringer en ret). Børneprogram, hvor julemanden giver gaver til børnene. Herefter lotteri til støtte for en kirke på Filippinerne, der hjælper gadebørn med mad og uddannelse.
I Fredens Kirke på Østerbro i København er der International Carol Service den 17. december.

Krybbespil mm

Søndag den 6. december er der krybbespil med titlen Bethlehem City i Ansgarkirken i Nordvest.
Medvirkende er musicalsanger Søren Launbjerg, Ansgarkirkens Rytmiske Kor og Kenneth Lauritzens Juleorkester. Forestillingen er skrevet af Thomas Høg (Skammerens Datter, Atlantis m.fl.) og Rune Bent Paarup-Hansen.
Fri entré.
Søndag den 6. december er der De ni læsninger i Holmens Kirke i Indre By. Julen synges ind sammen med musik og læsninger med Holmens Vokalensemble.
Sct. Nicolai kirke i Aabenraa holder julekrybbe fra søndag den 29. november 2015 og helt frem til onsdag den 6. januar 2016 (Helligtrekonger).
Det er præster og medarbejdere ved Sct. Nicolai kirke, der står for arrangementet. De håber, at mange vil gøre et besøg ved julekrybben til en del af deres juleforberedelser – og dermed blive mindet om barnet, der blev født i Betlehem.
For grupper er det muligt at få en fortælling med. Kirken er åben alle hverdage kl. 10.00 – 16.00 og lørdage fra kl. 10.00 – 12.00.
I Kronjyllands Frimenighed i Randers kommer sangeren Lise Petersen med sin julemusical ”Alletiders historie” om eftermiddagen den 6. december.
Hun har pakket julens begivenheder ind i sjove tekster og figurer. Man møder det trætte æsel, der bærer Jomfru Maria; den glade ko i stalden, hvor Jesus bliver født; og de tre vise mænds kameler foruden englene i luften og hyrderne på marken.
Entreen er 50 kr. pr. barn og gratis for voksne ifølge med et barn.
Bibellæser-app’en BibelTid lover julestemning i form af en julekalender med nogle vers fra Bibelen til hver dag fra 1. til 24. december.
Der er læseplaner om jul for hhv. teenagere og voksne.

Julehjælp og -indsamling

Frelsens Hær serverer risengrød på Hovedbanegården med fokus på jul og fællesskab den 1. december kl. 18.00-20.00.
”Grød på banen” er gentagelsen af en succes, som indleder juleindsamlingen. Varm risengrød og sprød hornmusik er gratis og med til at understrege fællesskabets dimension. Men man kan allerede nu støtte indsamlingen til juleuddelingen med online bidrag. Ansøgning om julehjælp behandles indtil udgangen af november.

Julehjælp gennem folkekirken eller De samvirkende Menighedsplejer formidles gennem den lokale kirke eller sognepræst. Der er kontaktoplysninger på folkekirken.dk