Fandt drømmejobbet i Grønland

Allan og Anne Majholm starter i januar som nyt bestyrerpar på sømandshjemmet i Nuuk.
Allan og Anne Majholm starter i januar som nyt bestyrerpar på sømandshjemmet i Nuuk.

Nyt ungt bestyrerpar vil gøre sømandshjemmet i Nuuk til en unik gæsteoplevelse.

Sømandsmissionen har ansat Anne og Allan Majholm, Aarhus, som nyt bestyrerpar på sømandshjemmet i Nuuk.

Familien, der også tæller Viola på to år, rejser derop den 11. januar, hvor de afløser Vera og Jesper Kjeldmann. For Anne og Allan er det et gensyn med Grønland, ja faktisk er Allan født der og i 1981 adopteret til Danmark.
Anne er sygeplejerske, og Allan er uddannet serviceøkonom med speciale i hotel og restauration. Han har desuden bygget kirkelige fællesskaber som klyngeleder og senest en støtteforening for hjemløse og udsatte i Aarhus. Dette diakonale DNA tager parret med nordpå.

Drømmejobbet

For Allan er det drømmejobbet at drive og udvikle et rentabelt hotel med en CSR-profil, der også bidrager socialt, økonomisk og kulturelt til lokalområdet samtidig med, at der er fokus på diakoni, kristendom og kulturmøde. Han kan lide sammensætningen af rentabel forretning og ædelt formål. Desuden er han inspireret af sin praktiktid på Hilton Sheffield som Food & Bevarage Manager og mener, at sømandshjemmet er et aktiv for Grønland:
– Vi har skabt arbejdspladser siden 1960’erne og er stadig et naturligt samlingspunkt i byen. Samtidig er vi en international arbejdsplads med unge volontører fra Danmark, der kommer til Nuuk for at arbejde, men også for at dele deres tro. De tror på Gud, og de tror på Grønland, siger Allan.
Parret har tidligere været i Grønland, hvor de forelskede sig i den storslåede natur og det fredelige folkefærd:
– Vores kendskab til Grønland, folket og kulturen er en klar styrke, da det har sine særegne styrker og udfordringer. Vi glæder os til at flytte til verdens mindste hovedstad og glæder os særligt til at lære vores medarbejdere at kende. Sammen vil vi gøre sømandshjemmet i Nuuk til en oplevelse for gæsterne, tilføjer Anne.

Tydelig kristen profil

Sømandshjemmets kristne profil er ikke fremmed for dem. Den kristne tilgang har de med i deres egen hverdag, og de sidste 10 år har de været tilknyttet Dansk Oase.
– Vi ønsker, at sømandshjemmet må være præget af en tydelig kristen profil, som danner grundlag for den daglige drift. Vi skal udforske alle positive aspekter af, hvad et kristent hjem er, og hvad en virksomhed kan være. Vi tror på Grønland og på, at vi har fået noget, vi kan give videre. Nu håber vi så at ramme rigtigt i krydsfeltet mellem vores ambitioner og Guds nåde, så vores arbejde bliver til alles bedste, slutter de.