Om at lære at leve

– trods livstruende sygdom: det handler teenagefilmen ”Me and Earl and the Dying Girl” om.

Me and Earl and the Dying Girl er en skæv, morsom og eftertænksom teenagefilm om at se døden i øjnene og om at lære at leve.

Me and Earl and the Dying Girl foregår i nutidens Pittsburg i USA; en by med ganske almindelige teenagere, der lever ganske almindelige liv. Greg Gaines er en akavet, film-besat teenager, der helst undgår meningsfyldt kontakt med sine klassekammerater, og som kanaliserer al sin energi ind i at skabe parodier på klassiske film sammen med sin bedste ven Earl. Men da hans klassekammerat Rachel får konstateret kræft, insisterer hans mor dog på, at han tilbringer tid sammen med hende. Den første tids kejtethed udvikler sig til et forfriskende intenst platonisk venskab, og da den pige, han er forelsket i, udfordrer ham til at lave en film til Rachel, kaster Greg sig ud i opgaven. Hans venskab med Earl bringer dog sine egne komplikationer, og Greg, Earl og Rachel må lære at navigere livet, døden og alt det imellem.
Efter En flænge i himlens overraskende succes, var det kun et spørgsmål om tid, før endnu en historie om en dreng og pige med kræft dukkede op i biografen. Men i modsætning til En flænge i himlen, der spillede på hele følelsesregisteret i forsøget på at få tårerne til at trille, er Me and Earl and the Dying Girls skæve, morsomme fortælling ikke forankret i sentimentalitet. Me and Earl and the Dying Girl – baseret på Jesse Andrews roman af samme navn – er i stedet en historie om en drengs og piges venskab, der rækker ud over traditionelle teenagefilms Hollywood-dynamikker og fanger noget ægte.
På trods af titlen modstår filmen den lette vej til sødladen sentimentalitet, afviser de nemme floskler og de forventede klichéer, og tilføjer dybde og tekstur til en ellers ukompliceret fortælling. Filmen gør sig fortjent til de tårer, der presser sig på, ikke ved et strategisk sammenskruet soundtrack og klichéfyldte kærlighedserklæringer, men fordi alle aktører i filmen er nemme at identificere sig med. Greg Gaines og hans bedste ven Earl er ikke spillet af Hollywood-typer, og manuskriptet lader disse to teenagere opføre sig, som rigtige teenagere gør.
”Jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal fortælle denne historie,” bekender Greg i starten af filmen. Heldigvis for os ved instruktør Alfonso Gomez-Rejon præcis, hvordan historien skal udfolde sig, og resultatet er en film, der rører dybt, men på en måde, der føles fuldstændig fortjent på grund af historien og dens karakterer, snarere end som et produkt af en sukker-belagt manipulation.

Me and Earl and the Dying Girl
105 min.
Premiere: 8. oktober