Tør du stole på Gud, når han ”skuffer” dig?

Hvordan reagerer vi når livet ikke går, som vi forventer? Vender vi vores frustration mod Gud, eller vender vi os til ham for at få hjælp?

Af Stefanie Gonser

Jeg har altid været et meget ængsteligt menneske. Selvom en af de hyppigste sætninger i Bibelen lyder: ”Frygt ikke!”, var jeg bange for alt, blandt andet også for Gud.

Hvad nu, hvis Guds plan for mig havde noget slemt i vente, eller han muligvis var vred på mig og derfor ville straffe mig? Sådanne bekymringer plagede mig konstant.
Så blev jeg gravid, og alting ændrede sig. Når jeg ser tilbage på den tid, finder jeg det forunderligt, hvordan Gud først lagde mit liv i ruiner for derpå at helbrede mig stykke for stykke …

En foruroligende diagnose

I tredje måned af mit svangerskab blev jeg spurgt, om jeg ville have foretaget en ultralydsscanning af barnets såkaldte nakkefold. Ved at måle tykkelsen af vandansamlingen i fostrets nakke kan man udlede, om der er sandsynlighed for, at barnet vil blive født handicappet eller ej. Jeg sagde straks nej dengang, hvilket min mand var indforstået med. Vi ville ikke vide noget om alt dette, men lade os overraske. På grund af min tilbøjelighed til at ængstes mente jeg, at det måtte være det bedste. Men Gud havde andre planer.

Den efterfølgende nat begyndte jeg at kaste op. Hver halve time kom det over mig, og vi ringede tidligt næste morgen til min læge, som straks sendte mig på sygehuset. Dér blev der lavet en ultralydsscanning. Lægen bekræftede over for mig, at barnets hjerte stadig slog, men så samtidig forlegen på mig og talte om en meget stor vandansamling i barnets nakke. Cheflægen blev hurtigt tilkaldt, og han meddelte mig herpå, at barnets nakkefold var alt for tyk, nemlig fire millimeter (op til 1,5 millimeter ville være i orden), og at det efter al sandsynlighed tydede på et handicap. Cheflægen besluttede derfor straks at foretage en fostervandsprøve.
Jeg spurgte forsigtigt, hvad der ville ske, hvis barnet viste sig at være handicappet. ”Så foretager vi en abort!” Sådan! Den sad. Fortvivlet fremførte jeg, at det ville jeg ikke gå med til. Jeg kunne ikke dræbe mit barn. Jeg holdt fast i, at jeg hverken ville gå med til en fostervandsprøve eller en abort.

Spørgsmålene om hvorfor melder sig

Hjemme igen brød hele min verden sammen. Hvorfor dog, Gud? Hvorfor dog? Jeg var så skuffet og rasende. Hvordan kunne han gøre noget så skrækkeligt mod mig og vores lille barn? Jeg fortalte ham vredt, hvor skuffet jeg var, at jeg helst ville slippe ham, da jeg tilsyneladende ikke kunne stole på ham, men at jeg ikke ville gøre det, fordi han var den eneste, som elskede mig. Uden ham ville jeg være helt og totalt forladt.

”HVORFOR var mit gentagne spørgsmål, som jeg ikke fik noget svar på. Ville Gud straffe mig?”

En uge senere havde vi en tid til en ny ultralydsscanning. Hele denne uge kæmpede jeg med Gud. HVORFOR var mit gentagne spørgsmål, som jeg ikke fik noget svar på. Ville Gud straffe mig? Men barnet kunne dog ikke gøre for det! Jeg bad som en vanvittig om, at nakkefoldsmålingen måtte være forkert, og at det ved den nye undersøgelse ville blive konstateret, at alt var i orden.
I en blanding af angst og håb gik min mand og jeg til denne undersøgelse. Men det blev dér konstateret, at nakkefolden sågar var vokset yderligere og nu målte seks millimeter. Lægen meddelte os, at der var en meget stor sandsynlighed for, at barnet enten ville dø i livmoderen eller blive født med store handicap.

Lære tillid

Vi aftalte med denne meget flinke læge, at vi ville komme til ultralydsscanning hver fjerde uge. I denne tid hørte jeg en prædiken, som virkelig ramte mig. Den drejede sig om, at vi ikke altid forstår det, Gud gør, og at vi har lov at spørge, hvorfor han gør det. Men hvis Gud ikke giver os noget svar, bør vi anerkende hans almagt og stole på, at han vil os det godt. Desuden sagde præsten, at vi ikke altid kan stole på vore egne følelser. Derfor bør vi ud fra vores forstand sige, at Gud er god, også selv når vi ikke føler det. Det manede til eftertanke.
Jeg sagde med andre ord til Gud: ”Du har lovet at drage omsorg for mig og mene det godt med mig. Jeg stoler på dig! Du vil ikke skuffe mig, ligegyldigt hvad udfaldet bliver!”
Jeg kan ikke længere sige præcis, hvornår det skete, jeg tror, det snarere kom snigende, men der indfandt sig faktisk en ro i mig. Gud skænkede mig en stor, fredfyldt ro, som ikke var naturlig for mig. Jeg kom til den faste overbevisning, at Gud havde en plan for os. Og hvis denne plan indeholdt et handicappet barn, ville han skænke os de gaver, vi havde brug for i den forbindelse.

Tryg i stormen

Gud opfordrede mig til at give slip på alt, og da jeg gav slip, fyldtes jeg med fortrøstning. Rundt omkring mig herskede der vild opstandelse. Begge vore familier gjorde sig store bekymringer.
Jeg kom hen ad vejen til at lære, at ikke alle er begejstrede, når man i dag vælger at føde et handicappet barn.
I et tidsskrift læste jeg udsagnet: ”Særlige forældre til særlige børn.” Det trøstede mig meget, fordi det lød så respektfuldt over for barnet, for mange gange led jeg under, at andre mennesker ikke betragtede vores ufødte barn som værdifuldt og ikke forstod, at vi glædede os til fødslen. Dog lagde Gud, når det stormede allermest, en beskyttende boble om min mand og mig. Vi var enige om, at vi ville beholde dette barn, hvis det skulle overleve, og afventede fødslen i afklaret ro.
Hen mod midten af graviditeten opdagede lægen på ultralydsbilledet, at barnet havde en underudviklet underkæbe. Omsider fik vi en foreløbig diagnose: Pierre Robin-syndrom. Børn med denne misdannelse har en for lille og stærkt tilbagetrukken underkæbe. Dette medfører, at det ofte ikke kan drikke og i værste fald ikke få luft, da tungen på grund af kæben ligger langt tilbage halsen og indsnævrer svælget. Vi fik desuden at vide, at universitetsklinikken i Tübingen havde specialiseret sig i disse børn, og at vi skulle føde der for at få den bedst mulige behandling.

Et stort mirakel

Den 27. maj 2013 kom den lille Lino Tim til verden i Tübingen. Børnelægerne stod parate og var alle forberedte. Og vi var indstillet på, at vi måske ikke ville få ret lang tid sammen med vores lille søn. Derfor blev jeg meget forvirret, da jeg straks efter fødslen på normal vis fik lagt den lille fyr i armene og spurgte ængsteligt, om han trak vejret. Alt virkede underligt nok meget lidt alarmerende. Gud havde udvirket et mirakel. Selv lægerne var forbløffede over, hvor lidt udpræget hans handicap var. Allerede efter en uge måtte vi tage ham med hjem.
Jeg er Gud inderligt taknemmelig for dette mirakel. Nogle mente, det måtte have været frygteligt for mig at have fået min graviditet ødelagt på den måde, men jeg ved, at Gud ikke kunne have gjort det bedre for mig. Han ville have mig til at give slip på alt og stole på ham. Jeg skulle lære, at han ved bedre end jeg. Det, der kan se forfærdelig ud set fra min lille synsvinkel, kan give god mening for Gud. Jeg er stadig den dag i dag fascineret af, at min tillid til Gud er vokset ved, at han faktisk har ”skuffet” mig.

”Han ville have mig til at give slip på alt og stole på ham. Jeg skulle lære, at han ved bedre end jeg. Det, der kan se forfærdeligt ud set fra min lille synsvinkel, kan give god mening for Gud.”

Min tilbøjelighed til at ængstes er nu blevet langt mindre, da Gud har ladet mig opleve, hvad han er i stand til. Dermed mener jeg ikke kun Linos overraskende gode sundhedstilstand – som naturligvis er et mirakel – men også det, som Gud har udvirket i mig. Jeg er i dag klar over, at jeg stærkt har undervurderet ham, for han drager omsorg for, at jeg kan tage imod alt, hvad han betror mig her i livet, også selvom jeg i første omgang slet ikke bryder mig om det. Det er dejligt at vide, at vi trygt kunne glæde os til vores barn, og at vi havde vished for, at livet med et handicappet barn også ville blive godt.
Indtil da havde jeg defineret det at stole på Gud forkert. For at stole på Gud betyder ikke, at alting altid skal være sjovt her i livet, men det betyder at stole på, at han er med mig og vil drage omsorg for, at jeg kan klare det, han tiltror mig.
Alting er selvfølgelig ikke altid lutter solskin, og den gamle angst ligger dagligt og lurer i mig, selvom jeg er blevet mere fri. Jeg tænker ofte, at det simpelthen er en del af min natur at ængstes, og det hjælper mig til at tage det lidt mere afslappet. Jeg håber meget, at Gud opretholder denne nye tillid, jeg har fået til ham, for jeg ved, at det er imod min natur at nære tillid, og at det alene kan tilskrives hans nåde.

Stefanie Gonser er gift, mor til en søn og lærer. Hun leder en mor-barn-gruppe.