Kampen mod beættelsesmagten på Jesu’ tid
Zeloten Sjobeks skæbne er besejlet af hans egne uforsonlige, blodige og inhumane handlinger.
Han har brændt alle broer bag sig og lagt sin verden i ruiner, og nu er hans krop en ruin, ødelagt af torturen fra de romerske bødler, ikke andet end gribbeføde, som han hænger der på korset, lemlæstet på krop, sjæl og ånd. Men så sker der noget uventet. Manden på det midterste kors inviterer ham med i paradis.
Anette Broberg Knudsens seneste roman Uden for byporten er, som flere andre i hendes forfatterskab, en historisk roman. Begivenhederne finder sted i samme historiske periode, hvor Jesus af Nazareth havde sin offentlige fremtræden, men hovedparten af handlingen har ikke med evangeliernes historie at gøre. Vi følger tværtimod en jødisk mand, Sjobek, som kommer fra en god from farisærfamilie, og ender som en dybt radikaliseret jøde i datidens militante messianske organisation. Han bliver zelot.
Sideløbende følger vi også dennes kone, Jeriot, som bliver det uforskyldte offer for sin mands radikalisering. Det er langt hen ad vejen en tragedie, som følger alle genrens træk, og så alligevel efterlades læseren med en klar fornemmelse af, at lyset overvinder mørket, og der er en magt, som kan genoprette det, som menneskeligt set er ødelagt.
Perspektivet ender altså med at være evangelisk, selvom handlingens hovedtræk er alt andet end det.
Helstøbte personligheder
Personskildringen er blandt romanens styrkesider. Vi møder helstøbte personligheder, som træder frem på en troværdig vis. Det er igennem hovedpersonernes udvikling, at vi også bliver præsenteret for nogle af samtidens store spændinger. Spændinger mellem religiøse grupperinger, mellem romer og jøde, mellem kvinde og mand osv. Og på den vis er romanen interessant, fordi den giver et bud på nogle af de relationelle forklaringer, som vi fx ikke får i evangelierne.
Dygtigt og kunstfærdigt
Forfatteren benytter sig af mange kompositoriske greb, når hun springer frem og tilbage i tid og mellem personerne. Det betyder, at man som læser kun gradvist kan stykke handlingens brudstykker sammen. Men til sidst giver puslespillet mening, som en anden krimi, hvor de små spor fører detektiven frem til den egentlige forbryder. Det er dygtigt gjort, kunstfærdigt, kan man sige. Men nok også lidt for meget efter min smag.
Anette Broberg Knudsen: ”Uden for byporten”
252 sider • 199,95 kr.
Forlagsgruppen Lohse