Køber vi vores børn med dyre gaver?

Til Orla Lindskov.
Ja, nu nærmer julen sig. Den glade fest. I vores familie er vi igen havnet i en diskussion, som vi har haft før i december måned.
Alle i vores familie er kristne; nogle tilhører Folkekirken, og nogle tilhører to forskellige frikirker.
Vi samles på skift hos hinanden juleaften, og for det meste er vi en ret stor flok. Vi har et ret godt og fredeligt forhold til hinanden. Det eneste, der knirker lidt nu, er det med de indbyrdes julegaver.
Vi er fire søskende. Jeg er den ældste søster, og min bror og mine to yngre søstre mener, at min mand og jeg giver vores egne samt deres børn større og større og dyrere og dyrere julegaver for hver jul. De siger, at det er helt sygt.
Vores 2 børn er de ældste, og det, de ønsker sig, er temmelig dyre gaver.
Vores søn samler på noget bestemt legetøj, og det, han ønsker sig i år, koster godt nok ”kassen.” Men også min datter ønsker sig nogle dyre dukker, som hun samler på.
Vi har godt nok talt med dem om, hvor dyre deres ønsker er. Men vores to siger, at samme slags gaver får deres klassekammerater også.
Vi har heldigvis råd til det. Vi ønsker jo ikke, at vores skal stå tilbage i forhold til deres kammerater.
Min dreng er den ældste af vores to, og han siger, at hans klassekammerat, som også er hans bedste ven, får noget legetøj, der er endnu dyrere, end det han ønsker sig.
Jeg kan godt se, at det på en måde er skruen uden ende. Det er et pres. Det er også det, mine søskende bebrejder min mand og mig, for de siger, at de juleaften ikke vil være med til at give gaver på vores niveau.
Min yngste søster har endda truet med, at hende og hendes mand ikke vil komme juleaften, hvis vi ikke ”skruer ned.”
Vores søn og datter er ret fredelige. Men de har nok stort set været vant til at få det, de ønskede sig. Det gælder for hele året. Vi har som sådan ikke nægtet dem noget.
Vi har heller ikke følt, at deres ønsker har været urimelige. Men på grund af mine søskendes holdning har vi spurgt vores to, om vi ikke kunne skrue ned til lidt billigere julegaver på grund af de andre.
Det forslag blev ikke mødt med forståelse. Vores dreng blev mildest talt rasende og smækkede med døren til sit værelse. Han sagde, at hvis de andre i familie skulle bestemme, så kunne vi bare holde jul selv. Vores datter, som er den stille type, blev bare sur og ked af det.
Min mand og jeg vil helst undgå, at vores dreng råber op og smækker med døren juleaften, når hele familien er samlet, og at vores datter sidder og er sur og ked af det.
Min yngste søster er pædagog. Hun siger, at hun og hendes mand ikke har råd til at være med i det gaveræs.
Desuden siger hun, at min mand og jeg er konfliktsky og køber vores børn. Hun siger, at vi vil komme til at fortryde det senere, når vores børn bliver store.
Sikke en redelighed lige før juleaften.
M.v.h.
En måske lidt for gavmild mor

Svar:

Det er ikke godt at ”købe” sine børn

Kære ”Du måske lidt for gavmilde mor”
Ja, måske er du og din mand lidt for gavmilde. Det er nemlig ikke god opdragelse at give børnene, hvad de ønsker sig for fredens skyld. Så køber I jer til fred med jeres børn med gaver, altså med penge. Det er for nemt, og det er også dårlig pædagogik. Det er nok det, din yngste søster mener.
Vores samfund bliver mere og mere materialistisk og kommercielt. Det materialistiske får mere og mere magt, og det åndelige taber.
Heldigvis er det ikke alle, der vil ride med på materialismens bølge. Der er nogle der ser faren.
Din yngste søster, pædagogen, er nok en af dem. Hun nægter at ride med på materialismens bølge. Også fordi hun og hendes mand ikke har råd til det.
Men det nok ikke hendes eneste grund. Jeg tror, hun måske ser noget langt alvorligere i udviklingen med større og større julegaver.
Selvfølgelig skal man give sine børn gaver og materielle goder. Ingen tvivl om det. Men kun det, de trænger til og det, der er rimeligt.
Her er det så, det kan blive svært. Selvfølgelig skal de også have legetøj. Men hvad er rimeligt, og hvor går grænsen?
Man må i hvert fald ikke ”købe” sine børn til at være gode og fredelige. Altså give dem gaver for at bevare husfreden og for at undgå smækken med døre. Det kan nemlig skade børn.
De skades, hvis de forvænnes eller forkæles. Og de forvænnes og forkæles, hvis de altid får, hvad de ønsker sig. Det er ikke god eller for den sags skyld kristen opdragelse. God opdragelse handler jo i høj grad om at give børnene indre værdier.
Det forkludres helt, hvis man gør indbyrdes fred og fred i hjemmet til noget, man kan sjakre og handle med.
På samme måde køber Gud os heller ikke til at være gode og bibelske ved at give os materielle gaver. Han bruger ikke materielle gaver til at lokke os, når vi ikke vil makke ret.
Gud søger alene at gøre os gode og bibelske, hvis jeg må bruge det udtryk, ved at overføre sin egen godhed, visdom og kærlighed til os ved Helligånden. Denne overførsel sker hos Jesus Kristus.
Dog giver Gud os også materielle, de såkaldte timelige gaver. Det må vi ikke tage fejl af.
Disse skænker han os i sin store kærlighed. Men det er ikke først og fremmest på grund af disse gaver, Gud ønsker, vi skal elske Ham.
Vi elsker Gud, fordi han har elsket os først. Han har i sin store kærlighed skænket os frelsen i Jesus Kristus.
I skal alle bede om, at I må få en god, fredelig og velsignet juleaften sammen. Bede Jesus om at være sammen med jer som jeres hyttegæst.
Jeg tror også, at du og din mand i denne sag skal udholde lidt smækken med dørene og lidt surhed. Det vil lønne sig på længere sigt.
Du og din mand skal også udvise forståelse for din yngste søsters synspunkt. Hun har heller ikke så meget, som I har. Det ville være trist, hvis hun og hendes familie blev væk.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov