Netværk af politikere vil beskytte forfulgte kristne og andre religiøse
Den 11. december stiftede 7 medlemmer af Folketinget på tværs af det politiske spektrum et netværk for at styrke tros- og religionsfriheden i dansk udenrigs- og udviklingspolitik.
I sammenligning med andre rettigheder har tros- og religionsfriheden til tider oplevet en stedmoderlig behandling, mener netværket, som ønsker at løfte tros- og religionsfriheden op på niveau med de øvrige menneskerettigheder. Det gælder både hjemligt og i den danske udenrigs og udviklingspolitik.
Ifølge FN’s menneskerettighedskonvention artikel 18, skal alle have ret til at tænke og tro, som de vil.
Udover politikerne er Dansk Missionsråd og Institut for Menneskerettigheder inviolveret i netværket.
– Rigtig mange mennesker i verden bliver chikaneret, diskrimineret eller ligefrem forfulgt pga. deres tro eller manglende tro. Mange af verdens værste konflikter hænger tæt sammen med manglende trosfrihed. Det vil vi sætte fornyet fokus på med dette netværk,” siger Daniel Toft Jakobsen (S.) som er formand for netværket.
– Jeg er glad for, at så mange partier allerede er repræsenteret i netværket. Trosfrihed for kristne, muslimer, ateister og alle andre er heldigvis noget som vi kan samles om at fremme på tværs af partier på Christiansborg, mener han.
De stiftende medlemmer af netværket var: Daniel Toft Jakobsen (Soc.dem.), Mette Bock (Liberal Alliance), Christian Juhl (Enhedslisten), Ulla Sandbæk (Alternativet), Yildiz Akdogan (Soc. dem), Mette Hjermind Dencker (Dansk Folkeparti), Christina Egelund (Liberal Alliance).